Shopping

Hos Anja kan man blive høj af stoffer

30. maj 2022 kl. 16:36

Anja Mosen er indehaver af iværksætter virksomheden Louifax. Virksomheden sælger hovedsagligt børnetøj, stof i metervis og sytilbehør, men tilbyder også enkelte damemodeller. Alt sammen syet på bestilling og i lige nøjagtig det print, som kunden ønsker det i.

Konceptet hos Louifax er, at man selv kan være med til at designe noget helt unikt børne- og dametøj. Dette gøres ud fra et stort udvalg af forskellige print og mønstre, som Anja syr, nøjagtig efter kundens ønsker.

- Jeg udvikler hele tiden nye produkter og der er mange forskellige modeller at vælge imellem. Jeg køber kun kvalitets-stoffer hjem, hvor de fleste er GOTS og ØKO-TEX certificeret, forklarer Anja Mosen, som for et år siden flyttede til Sæby sammen med sin mand og to børn..

Fra Ærø til Sæby på fem uger

- Vi har boet på Ærø i syv år, men besluttede sidste år, at vi ville til fastlandet igen, fortæller Anja Mosen og forsætter: Og da mand Mikkel oprindeligt kommer her fra Sæby, faldt valget nemt. Så da vi sidste år besluttede at sige farvel til ø-livet, fik han mig hurtigt overtalt til at Sæby skulle være vores nye hjemby. Og dét har vi ikke fortrudt.

Og det blev et hurtigt skift, for parret fik hurtigt solgt huset på Ærø. Men der var et lille men, i form at hurtig overtagelse fra købers side. Det betød, at den lille familie skulle være ude med meget kort varsel. Så fra huset på Ærø var solgt, til der var købt et nyt i Sæby, til familien var flyttet ind, gik der kun fem uger. Huset som familien er flyttet i ligger på Solvænget 58 i Sæby, hvor Anja har indrettet førstesalen som systue, showroom og stoflager og underetagen fungerer, som privaten.

Fra barsel til virksomhed

- Ideen til Louifax kom, da jeg tilbage i 2013 gik hjemme på barsel med vores yngste barn, Loui, siger Anja Mosen og uddyber med et smil: Jeg ville sy et par bukser til min datter Frida, som dog ikke var en større succes, end at jeg måtte pille dem op igen og prøve forfra.

Herfra tog hobbyen fart. For Anja fik smag for at sy tøjet selv og blev så dygtig til det, at de andre mødre i mødregruppen begyndte at lave bestillinger, når de så hvor smart lille Loui og Frida var i tøjet.

- Jeg begyndte at sælge gennem diverse Facebookgrupper, men fik så travlt tilbage i 2018, at jeg kunne fuldtidsbeskæftige mig med at sy og sælge tøjet, udtaler Anja Mosen og forklarer videre: Derfor fik jeg lavet en webshop tilbage i februar 2020, som til at starte med kun var lavet med henblik på salg af metervarer-stoffer.

Stor succes

Webshoppen og efterspørgslen på Anjas færdige designs er blevet så stor en succes, at hun for en måned siden udvidede til, at man nu også kan bestille specialdesignet tøj via webshoppen, lige når det passer bedst ind i en travl hverdag.

- Er man nu en gruppe eller bare et par stykker, som gerne vil ud og se og føle varerne, så kan man altid lave en aftale med mig om at komme herud i butikken, inviterer Anja.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu