Billede beskrivelse

Handlende inviterer til Festlig Fredag

25. april 2026 kl. 14.03

FREDERIKSHAVN: Flere Frederik-medlemmer er gået sammen på tværs af gågaden for at skabe en hyggelig handelsdag fredag 1. maj. 

Hovedparten af de syv deltagende butikker byder på lækker kagemand samt, i nogle butikker, også chips og vin om eftermiddagen.

De deltagende butikker i Festlig Fredag er Lædermagasinet, Musik & Kram, Name-It, Normal, Skoringen, Spar Dame og YouSee.

Butikkerne har alle lavet forskellige fristende lokale tilbud med deres produkter og gadesalg med ”røverkøb” samt oplevelser med lykkehjul, konkurrencer mv. 

Nogle steder er der konkurrencer og produktpræsentation samt selvfølgelig gode lokale tilbud.

Initiativtageren bag eventet er Anette fra Spar Dame, som er glad for, at flere erhvervsdrivende var med på ideen.

- Jeg håber, at vores mange lokale og loyale kunder vil bakke op om fredagsfesten og vil kigge forbi til en hyggelig handelsdag i midtbyen, siger Anette Jacobsen fra Spar Dame med et smil på læben.

På Stentorvet ved Musik og Kram er der livemusik med Jesper Kruse fra klokken 14.30, og han spiller akustiske coverversioner af danske og engelske sange. Han optræder med guitar og vokal og laver enkle fortolkninger af kendte numre.

På Kallstorvet ved Jerry’s spiller DJ Sune sprøde toner og spreder stemning til oplevelserne med bl.a. Lykkehjul foran Normal fra klokken 14-17.

- Det er fedt, når vores medlemmer går sammen om events i byrummet, og Frederik bakker initiativet op med markedsføring og midler fra vores aktivitetspulje. Så kan vi jo både fejre, at det er fredag, at det er 1. maj og at det er Frederiks 143-års fødselsdag, siger handelschef Dan Kobberup.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste