Gerda har lidt af hvert i sin nye livsstilsbutik

25. oktober 2022 kl. 15.55
Opdateret 31. oktober 2022 kl. 08.43

Nok er butikkens navn ”LidtafhHvert”, men Gerda Nielsen har en klar holdning til, hvilke varer hun vil have i butikken. Det skal være den romantisk franske landstil med hvidmalede småmøbler, husgeråd og dekorativ brugskunst. 

Ting, som let kan finde plads i mange danske hjem, hvor netop denne stil er populær.

- Jeg har i mange år været fascineret af genbrug og retro, og så småt opstod drømmen om at have min egen butik. Så en dag var jeg ude at gå en tur med min veninde og kom forbi det tomme butikslokale i den nordlige ende af Danmarksgade. Der sad en seddel med et telefonnummer i ruden. Jeg tænkte: Nu skal drømmen blive til virkelighed. Jeg lejede butikken og åbnede midt i september, fortæller Gerda Nielsen, der dog har beholdt sit faste job på slagteriet i Sæby.

Unik i Frederikshavn

Gerda Nielsen har arbejdet på slagteriet i 15 år, men har været syg og døjer med at holde til det hårde arbejde. Derfor er det hendes håb, at butikken kan blive en ny levevej. I starten holder hun åbent torsdag, fredag eftermiddag samt lørdag fra 10-13. 

I løbet af ugen bruger hun også en hel del tid på at finde og købe varer til butikken. Dem finder hun på sociale medier, på markeder og hos private.

- Jeg køber det, jeg selv kan lide, for det tror jeg på, at kunderne også vil synes om. Nogle af møblerne restaurerer jeg selv, og så har jeg kontakt til nogle kreative mennesker, der laver spændende brugskunst ud af genbrugsting. De er rigtig fine. Efter at jeg nu har være i gang i halvanden måned, kan jeg se, at der er et marked for netop denne stil. Det er lykkedes at lave en butik med et sortiment, som ikke findes andre steder i Frederikshavn, siger en optimistisk Gerda Nielsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste