Gågadebutik fejrer tre år i Frederikshavn
FREDERIKSHAVN: Det er nu tre år siden, at Lundgaard slog dørene op i Frederikshavns gågade.
Butikken overtog dengang forretningen Lundberg og blev den fjerde butik i Lundgaard-kæden, som siden har haft stor fremgang.
I dag tæller kæden hele ni butikker - alle placeret i Jylland.
Butikken i Frederikshavn er fortsat den eneste i Nordjylland.
Del af en dansk succes
Lundgaard er ejet af den danske modekæde Cero & Etage A/S, som har base i Stilling.
Virksomheden har de seneste ti år opnået stor succes både i Danmark og i udlandet.
Kæden står bag flere kendte mærker som C-ro, Etage og Lundgaard - og man lægger i produktionen stor vægt på bæredygtighed, mens langt den største del af produktionen eksporteres.
Pasform og klassisk stil
Hos Lundgaard i Frederikshavn mødes kunderne af det samme personale, som var med fra starten.
Charlotte Larsen og Berit Larsen står klar med et smil og personlig service.
- Vi er især kendt for vores kvalitetsbukser i vores eget mærke C-ro. Bukserne forhandles også i andre butikker i området, men som en del af kæden har vi adgang til det største lagersortiment, fortæller Charlotte Larsen.
Butikkens primære målgruppe er kvinder over 40 år, og sortimentet afspejler en klassisk og tidløs stil.
- Vi arbejder meget med klassiske farver. Blå er en favorit året rundt, og her til foråret ser vi også pastelfarver som lyseblå og lyserød, forklarer hun.
Kundeklub, events og webshop
Lundgaard er aktiv på Facebook og tilbyder også en kundeklub, hvor kunderne optjener procenter ved køb.
Flere gange om året inviteres der til eksklusive kundeaftener med let traktement og god tid til at shoppe i rolige omgivelser.
Og i nyhedsbrevet er man altid blandt de første til at modtage nyheder og gode tilbud.
Derudover kan man handle via butikkens egen webshop, som også tilbyder click & collect.