Billede beskrivelse

Frederikshavnerne panter løs til gavn for Tordenskioldsgarden

31. oktober 2022 kl. 10.34
Opdateret kl. 10.40

Lysten til at pante tomme flasker og dåser til gavn for det lokale fritidsliv luner lige nu godt i klubkasserne rundt omkring i landet. Det gælder også i Tordenskioldgarden, som kunderne i føtex Frederikshavn har doneret deres pant til det seneste år. Helt præcist har kundernes bip i flaskerummet de seneste seks måneder sendt 6.730,00 kr. i retning af Tordenskioldgarden.

Det skriver føtex i en pressemeddelelse.

Grøn eller gul? Det er det lille spørgsmål, som føtex-kunder står med ved flaskeautomaten. Grøn giver en bon, der kan indløses i butikken. Mens et tryk på den gule knap sender panten videre til lokale klubber, foreninger og sundhedsaktiviteter. En dugfrisk optælling fra bjerget af tomme flaske, dåser og ølkasser viser, at kunder i føtex-varehuse det seneste år har trodset inflation og stigende pres på privatøkonomien og i stedet doneret over en million kroner til det lokale foreningsliv landet over; 1.079.505 kr. for at være helt nøjagtig.

Pengene fra føtex’ flaskerum går ubeskåret til at give klubber, foreninger og samlingssteder en lidt lettere hverdag og sikre, at særligt børn og unge fortsat kan dyrke de fritidsaktiviteter, de elsker. I Frederikshavn er det Tordenskioldgarden, der nyder godt af opbakningen og den stigende iver efter at sende panten videre. Og det luner i det lokale arbejde.

- Beløbet, vi modtager fra pantdonationen, er med at til at give os mulighed for at lave aktiviteter for garderne, købe nye instrumenter/noder samt tage på fælles ture, siger Jacob Olivius, der er formand for Tordenskioldgarden.

- Hvad pengene helt konkret vil gå til, har vi endnu ikke besluttet, da vi ikke havde forventet så stort et beløb. Mon ikke pengene blive sat til side til den næste udenlandstur, vi er ved at spare sammen til.

At valget i føtex Frederikshavn faldt på Tordenskioldgarden, skyldes ifølge varehuschef Claus Bøje, at de er med til at skabe rammerne for en sund og social hverdag for børn og unge. Netop dette lægger føtex vægt på, når varehuset udvælger sin lokale samarbejdspartner.

- Og det er en fornøjelse at være med til at give de unge beder vilkår i deres forening, der er med til at skabe så meget liv og glæde i byen, siger varehuschef Claus Bøje.

Panten er opgjort og udbetalt på baggrund af kundernes donation over de seneste seks måneder. Også fremover vil føtex-kunder kunne vælge mellem at indløse deres pant i forbindelse med en indkøbstur eller sende den videre til de lokale ildsjæle.

Om føtex pantdonationer

Siden 2019 har kunder i føtex kunnet sende deres pant direkte videre til lokallivet. Over fire mio. kr. er ad den vej gået til klubber, foreninger og samlingssteder landet over. 87 forskellige foreninger er udvalgt til at blive støttet af pantdonationerne i føtex.

Man kan donere sin flaskepant til lokale foreninger i alle 108 føtex-butikker landet over.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste