Frederik har sit eget galleri med egne fotos og lokal kunst
Da Frederik Tobar Karlsen slog dørene op til Galleri Tobar, var han meget spændt på, hvordan det ville komme til at gå. Og nu snart to år senere er han glad - og stadig spændt. For det at skulle leve af sin egen kunst og et galleri er ikke noget, man kommer sovende til.
Han er glad for beliggenheden midt i Sæby, på Vestergade 28.
- Alle sagde, at det ville være meget bedre i Sæby end Frederikshavn, fordi der er flere turister her. Det ville have været tre gange så dyrt, hvis galleriet skulle ligge midt i Frederikshavn, fortæller Frederik.
Frederik, der er 26 år, tager billeder i naturen og sælger dem i galleriet. Han er faldet for det, man i fotoverdenen kalder for "golden hour" - den gyldne time ved solopgang og solnedgang. Naturen og lyset fascinerede ham.
- Der inden solopgang er det koldt og mørkt, men når solen står op og lyset breder sig ... og man får varmen, forklarer Frederik.
Frederik, der kommer fra Frederikshavn, er søn af kunstmaler Steen Karlsen og skolelærer Gilda Tobar Karlsen.

I galleriet sælger han også sin fars malerier, samt malerier af Jan Janus Langthjem fra Frederikshavn og skulpturer af Max Højer Jacobsen fra Sindal. Alle lokale kunstnere. Fotografierne og faderens malerier kan man også købe som print på lærred - og fotografierne som plakater.
Og så leger Frederik med sine fotografier, så de f.eks. får et udtryk, som han kalder cartoon tegnefilm. Han leger også med andre ting, men afslører, at han ikke har samme tålmodighed som sin far til at lave malerier.
- Far synes, at jeg skal lære det fra bunden, men jeg vil hellere springe over, hvor gærdet er lavest, smiler Frederik, der i stedet er begyndt at male på sin iPad, hvor det er nemmere at viske ud.
Frederik tilbyder sine kunder, både private og virksomheder, at lave en grafisk visualisering af, hvordan et billede vil tage sig ud på en væg. Kunderne kan også få lov at låne et billede med hjem, så de kan se, om det er noget for dem.
Galleriet kan også findes på nettet og på Facebook, og det vil Frederik gerne bruge mere tid på, da han på den måde kan nå kunder længere væk.
Frederik har bl.a. solgt sine fotos til en nærliggende bank. Og i den nye biograf i Frederikshavn hænger et tre meter stort billede i foyeren.