Billede beskrivelse

Fra fejedreng til ejerskifte: Mike overtager biksen fra sin læremester

25. marts 2026 kl. 19.02

SÆBY: Langt de fleste sæbynitter har på et tidspunkt i deres liv været på besøg i gården over for Sæby Vandmølle.

Siden 1965 har der her, på adressen Søndergade 6A, været drevet cykelforretning. I dag hedder den Cykelgården, hvor Ole Eigil har siddet ved roret i 31 år - men det er snart slut.

Den 28. marts fylder Ole 67 år, og så er det tid til at gå på pension efter et langt arbejdsliv.

Her ligger byens klassiske cykelforretning, Cykelgården, på Søndergade 6A.

Han overlader trygt tøjlerne til sin faste cykelmekaniker gennem 20 år, Mike Winther Sørensen, der overtager biksen pr. 1. april.

Fra fejedreng til ejer

Mike satte første gang sine ben i Cykelgården, da han ville købe en ny cykel for sine konfirmationspenge. Et par år senere begyndte han som fejedreng -  et job han fik med Volstrup Skoles mellemkomst, fordi han var blevet skoletræt og hellere ville ud at arbejde.

Siden barndommen har Mike elsket at skrue på scootere, cross motorcykler og gamle biler hjemme på gården ved Dybvad.

Billede beskrivelse

Da Ole gerne ville beholde sin talentfulde fejedreng, kom han hurtigt i lære, og efter tre år og tre måneder stod han med et svendebrev i hånden som cykelmekaniker.

Mike, der i dag er 35 år gammel, har altid været glad for samarbejdet med Ole, men ser nu frem til at blive selvstændig.

Cykelgården har altid udført reparationer, salg af alle typer cykler og elcykler med fokus på høj service, et koncept som den nye ejer ikke har planer om at ændre på.

- Al min viden om cykler og omgang med kunderne har jeg lært af min snart forhenværende chef.

Dog har den gamle mester overladt de mere komplicerede reparationer af de 'nytilkomne' elcykler til yngre kræfter.

- Jeg vil efter bedste evne drive forretningen videre efter de samme værdier som Ole. Troværdighed, ordholdenhed, høj kvalitet og service, fremhæver Mike Winther Sørensen.

Åbningsreception

Mike inviterer til åbningsreception fredag den 10. april kl. 14-18, hvor han håber at se både nye som gamle kunder, venner og forretningsforbindelser.

Den 11. og 12. april holdes åbent hus fra 9-13, hvor butikken vil bugne af gode tilbud.

Afskedsreception

Inden Ole Eigil Nielsen går ud af butikken for sidste gang, inviterer han alle til afskedsreception fredag den 27. marts fra 14-18.

Ole ønsker at sige tak for opbakningen med snak, en håndbajer/vand og en pølse.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste