Billede beskrivelse

For børn og barnlige sjæle: Disse bøger går som varmt brød

08. juni 2023 kl. 14.00

- Nøej se lige her, farfar! Jeg kan få fire Anders And-bøger for en 20’er!

Sådan lød det fra barnebarnet, sidst vi var en tur i Læsehesten i Frederikshavn. Et fast programpunkt, når den læselystne 10-årige er på ferie hos os. Det kan godt være, at computerspillenes universer er fantastiske, men et besøg i Læsehesten overgår dem let, og vi skal sætte rigtig god tid af.

Vores oplevelse i Læsehesten er slet ikke enestående, kan indehaver Kaj Walsted fortælle. Læsehesten indbyder både børn og voksne til at gå på opdagelse i bøger, tegneseriehæfter, film, vinylplader og meget andet. Måske søger man efter noget bestemt, måske lader man tilfældet råde, men man finder altid et eller andet spændende.

Billede beskrivelse

Kaj Walsted har haft Læsehesten i 32 år i de samme lokaler, og i den tid er stakkene af bøger og hæfter bare vokset. Det ville være helt uoverskueligt at flytte til større lokaler. Uoverskuelig er butikken bestemt, men Kaj Walsted ved, hvad han har, og nogen lunde hvor det ligger. Og der kommer stadig nyt til.

- Jeg elsker det her. Det er altid spændende, når folk kommer med en kasse gamle bøger, hæfter eller plader. Men jeg er også nødt til at sortere i det, jeg køber, for der er mode i litteratur. Nogle bøger, fx leksika, er helt usælgelige, mens danske forfattere og krimier går som varmt brød. Og cowboybøger bliver ved med at sælge godt. Dem mangler jeg altid, siger Kaj Walsted og fortsætter:

- Jeg elsker at være i min butik og hjælpe folk med at finde noget, de ønsker sig. Jeg er altid glad for at gå på arbejde.

Billede beskrivelse

Tegneserier er utrolig populære, især de klassiske som Tin Tin og Asterix. Vinylplader er stort for tiden, og det samme gælder retrospil til PlayStation.

Ud over de kunder, der kommer med brugte bøger til butikken, rydder Kaj Walsted også dødsboer. Noget sælges i Læsehesten, andet sælges i hans anden butik, Antik & Genbrug på Kirkepladsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste