Folk valfarterede til gågaden: - Det var en helt fantastisk dag
FREDERIKSHAVN: Open By Christmas er en af de helt store handelsdage i byen og en vigtig dag for mange af de lokale butikker.
En vigtig faktor til Open By Christmas er vejret, og det viste sig fra sin allerbedste side taget årstiden i betragtning, og det gav masser af mennesker i gaden.
For børnefamilierne er højdepunktet på dagen, når juletræet tændes, og der kunne man i år bryste sig af hele to tændinger.
Først blev den norske gran på Rådhuspladsen tændt af Snedronningen. Grantræet gives hvert år til byen som en gave fra Frederikshavns norske venskabsby Larvik, som tak for den hjælp, Frederikshavnske husmødre sendte til Norge under 2. verdenskrig.
I år var der også et stort og flot juletræ på Fisketorvet, der er doneret af anonym frederikshavner. Træet blev tændt af Santa Julle, som efterfølgende også dansede om træet med Julemor Ruth, nissebørnene og alle som havde lyst. Der blev uddelt over 1500 stk. nissetandbørster til børnene.
Der var god stemning og snak i gaden, og ikke mindst handelschef Dan Kobberup havde det helt store smil på.
- Det var en helt fantastisk dag, og jeg er simpelthen så utrolig glad for alle de kunder, der fredag handlede og spiste lokalt. Alle de butikker, jeg besøgte, meldte om mindst den samme handel som sidste år, og spisestederne var alle helt fyldte. Mange af butikkerne bemærkede, at kunderne virkelig hyggede sig, og der var masser af snak og god stemning, fortæller Dan Kobberup.
- Vores aktiviteter i gaden med Snedronningen, Tordenskjoldsgarden og Elnis fungerede fint, og på Fisketorvet havde Santa Julle aldrig før haft så mange besøgende. Der var kø for at komme på besøg i julehuset Julerius helt indtil kl. 19 og kun afløst af juletræstændingen.
- Og så er vi rigtig glade for, at kunderne bakker op om vores store stempelkampagne, som igen i år er virkelig populær, og der bliver stemplet på livet løs i de deltagende 36 butikker. Konkurrencen kører videre helt indtil 22. december, hvor hovedpræmien udtrækkes. Vi ser frem til en dejlig julehandel og en masse aktiviteter i gaden hele december, fortæller Dan Kobberup.
Man kan altid orientere sig på Handelsstandsforeningen FREDERIK’s hjemmeside frederik.nu, hvis man vil se oversigten over kommende aktiviteter.