Claus Høeg har været fiskehandler i 31 år og driver Fiskeriet i Fiskerihavnsgade. Han er stolt af at levere frisk fisk til kvalitetsbevidste frederikshavnere.
Shopping

Fiskehandler i 31 år: - Frederikshavnerne er særdeles kvalitetsbevidste

04. august 2023 kl. 17:00

Claus Høeg, der driver Fiskeriet i Fiskerihavnsgade, har været fiskehandler i 31 år. 

De første mange år var han selv på fiskeauktionen om morgen for at købe af nattens fangst, hvorefter han kørte rundt i sin fiskebil og solgte den friske fisk. 

Senere fik han fast udsalgssted på havnen i Frederikshavn, og i dag benytter han opkøbere på de nordjyske fiskeauktioner. Så kan han handle på flere auktioner og få et spændende sortiment til den rigtige pris.

- Jeg handler på fiskeauktionerne i Strandby, Skagen og Hirtshals. Det giver de korteste transporttider og dermed den friskeste fisk. Jeg sælger nemlig fisk til frederikshavnerne, og så skal kvaliteten være helt i top. Jeg har også en del restauranter som kunder, endda en enkelt Michelin-stjerne, og så er kravene høje. Men den mest krævende kunde er ”Fru Larsen” oppe fra byen, som har tilberedt fisk i en menneskealder – her er kun det bedste godt nok, siger Claus Høeg.

- I det hele taget er frederikshavnerne glade for at spise fisk – også de yngre generationer. Men fisken må gerne ”være uden knogler”, som en lille dreng engang sagde. Så vi fileterer selvfølgelig fisken og giver gerne gode råd og fif til tilberedningen. Vi er nemlig selv vilde med at lave god mad, siger fiskehandleren videre.

Ditlev Pedersen kan godt lide arbejdet i fiskeforretningen. Her betjener han et par tyske turister.

Nye fiskearter

Det med den gode mad kommer især til udtryk i den anden del af familievirksomheden, nemlig Fiskebaren i gågaden. Den blev startet af Claus Høegs hustru, Pernille, som dog siden er gået tilbage til sit gamle job. Nu drives den af døtrene Camilla og Olivia samt svigersønnen Patrick, der er førstemand i familieforetagendet.

I sin fiskeforretning har Claus Høeg også ind imellem mere eksotiske fiskearter, som er hentet hjem fra udlandet. 

Han synes, det er sjovt at udfordre kunderne lidt på råvarerne. Og måske kan vi fiskeelskere lige så godt vænne os til nye arter, for der stærkt på vej til vores farvande i takt med, at vandet bliver varmere. 

Den mest markante ændring i disse år er, at det vrimler med blæksprutter, mens torsken søger ud mod koldere vandtemperaturer i Atlanten.

Ditlev Pedersen kan godt lide arbejdet i fiskeforretningen. Her betjener han et par tyske turister.
Annonceret indhold

Nyeste