Der var fuldt hus i mødelokalet i Arena Nord, da kommunen kaldte til detailhandelskonference.Privatfoto
Shopping

Enhed gør stærk

Kommunen vil samle interessenterne i midtbyen for at skabe liv i midtbyen og sætte turbo på gågadeoplevelserne

13. november 2018 kl. 17:14

FREDERIKSHAVN: Detailhandlen er afgørende turistomsætningen - og turisterne er afgørende for en gylden fremtid for detailhandlen.

Så enkelt kan regnestykket gøres op i Frederikshavn Kommune.

Kommunen er den sjette største turistdestination i Danmark - og vil man gavne detailhandlens fremtid, så skal der sættes turbo på, at sikre de mange oplevelser, som kan lokke endnu flere turister til Frederikshavn.

Det var en af dem overskrifter, der kunne udledes af mandagens detailkonference i Frederikshavn.

Konferencen kommer efter at kommunen har fået Cowi til at udarbejde en analyse for detailhandlens udvikling siden 1998.

Selv om udgangspunktet således er fra de gyldne tider med toldfrit salg og oceaner af svenske og norske handlende, så er resultatet faktisk ret godt.

Vel halter Frederikshavn nogle få procent efter 1998-tallene, men når man betænker hvor stort et købedygtigt opland, byen havde dengang billetterne til færgerne blev finansieret over det toldfrie salg, så er det faktisk gået godt.

Men der er stadig mulighed for forbedringer, som Kristian Bransager fra Cowi formulerede det under fremlæggelsen.

Konferencen samlede tæt ved 100 detailhandlere, virksomhedsejere og ejendomsbesiddere - for målet var at få sat kurs på et tættere samarbejde, der kan være med til at løfte ikke mindst gågadeområdet i Frederikshavn.

Og det kræver at interessenterne i bymidten forpligter sig på at løfte i flok.

Og da interessenterne er samlet under hver sin foreningsparaply, ja, så skal der måske slås en op over alle sammen.

- Vi sætter os nu i spidsen for at få samlet alle midtbyens interessenter om et samlet forum, sagde kommunaldirektør Mikael Jentsch efter mødet.

Og grunden til behovet for et tættere parløb mellem alle interessenter er, at kunderne kræver oplevelser.

Det er for længst erkendt i shopping-centrene, som samlet byder ind med oplevelser. Det er da heller ikke uden grund, at Salling får et Roof-top - det vi i gamle dage ville kalde en tagterrasse. Sådan en millionsatsning sker for at trække kunderne inden for.

Det er netop satsninger af den type, som Frederikshavn skal sætte kursen efter i et tæt samarbejde med butikkerne, ejendomsbesidderne og kommunen.

Det er vejen frem til meroplevelser, meromsætning og flere kunder i gaden - og gerne mange flere turister.

For de shopper nemlig direkte i butikkerne under ferietiden - nethandlen venter de med, til de er hjemme igen.

Annonceret indhold

Nyeste