Efter fire år lukker Janni sin forretning: - Jeg kommer til at savne det
Efter fire et halvt år med genbrug lukker Janni Søgaard sin butik på Maigårdsvej i Frederikshavn. Søndag 23. oktober er sidste åbningsdag.
- Der er masser af varer på hylderne, og vi giver den fuld gas til og med efterårsferien. Det er med stort vemod, at jeg har valgt at lukke Butik Køb & Salg. Det er spændende at arbejde med genbrug, og jeg håber, at der åbner en ny og tilsvarende butik i Frederikshavn, siger Janni Søgaard.
Butik Køb & Salg har også haft en afdeling med donations-varer, hvor overskuddet er blevet uddelt til forskellige velgørende formål, primært i Frederikshavn og omegn. Af modtagere kan blandt andet nævnes Natteravnene, TUBA og Frederikshavn Krisecenter. Seneste modtagere er Fontænehuset og Vilslevgruppen (unge med organsvigt).
- Jeg har lært en masse og mødt mange søde mennesker. Jeg kommer til at savne den daglige kontakt med standlejere og kunder, slutter Janni Søgaard.