Billede beskrivelse

Brunø ekspanderer

08. juli 2024 kl. 06.01

SÆBY: Da Sæby Outlet Shop lukkede i foråret, var indehaverne af Brunø Tøj, Helle og Tim Brunø hurtige til at overtage lejemålet hos naboen i Vestergade 8B.

Brunø har længe ønsket at udvide varesortimentet med nye og spændende tøjbrands og nye varegrupper.

- Da muligheden opstod, var vi således ikke sene til at slå til og glæder os til, at vi mandag den 8. juli kan slå dørene op til 250 nye kvadratmeter, hvormed det samlede virksomhedsareal bliver på 586 kvadratmeter, oplyser Tim Brunø.

Billede beskrivelse

Helle og Tim har de seneste par måneder brugt deres sparsomme fritid på at bryde igennem væggen til naboejendommen og indrette det nye butikslokale, der bliver en naturlig forlængelse af den eksisterende butik med prøverum og hyldekapacitet.

Herudover er der blevet etableret et medierum til optagelse af de seneste kollektioner, der bliver lagt ud på de sociale medier samt et specielt indrettet lokale til forretningens webshop btrendy.dk, hvor der skal behandles og pakkes ordrer.

Fire butikker

Tim Brunø er anden generation bag den familiedrevne virksomhed Brunø. Den første butik åbnede i Dybvad i 1972, og lige siden har virksomheden formået at udvikle sig og følge med tiden.

I takt med, at forretningen igennem årene fik succes og efterspørgslen på modetøj voksede, åbnede Brunø yderligere butikker i Sæby, Brønderslev og Dronninglund.

-Som en naturlig del af udviklingen har webshoppen fået en stadig større betydning for salget i Brunø-univers, vurderer Tim Brunø.

Med udvidelsen i Sæby, bliver afdelingen samtidig hovedkontor for butikskæden.

- Sæby er inde i en gunstig udvikling med tilvækst af borgere, men også turistsæsonen bliver glædeligvis stadig længere, understreger Helle og Tim.

Den nye butik

Når kunderne kommer til Brunø Tøj i Vestergade, vil de fremover møde en butik, hvis indgang bliver synlig fra gågaden og hvor man stadig kan parkere på Lille Nytorv lige udenfor døren.

Butikken fremstår lys og imødekommende med en lang række nye varer på hylderne, men stadig med det samme dygtige og loyale personale, hvor nogle har været hos Brunø i flere årtier.

- Vi har fornøjelsen af, at vi nu kan tilbyde et endnu bredere sortiment af såvel tøj, sko og accessories til hele familien, siger Helle Brunø.

De flere kvadratmeter giver mulighed for bedre plads ved Brunøs to årlige modeshow i april og november

Ligeledes bliver udvalget af erhvervsbeklædning udvidet.

- Vi har fra vores afdeling i Dybvad god erfaring med levering til virksomheder med tryk og broderi på enhver beklædning genstand, fortæller Tim Brunø.

I uge 28 fra mandag den 8. juli til og med søndag den 14. markeres udvidelsen af tøjbutikken med en eksplosion af kæmpe rabatter.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste