2700 online kunder: Nikoline drømmer om at få dem ind i sin fysiske butik
SKAGEN: Før Nikoline Andersen for et halvt år siden åbnede sin butik Smukke Former på Frederikshavnsvej lige indenfor byskiltet, havde hun stor succes med at sælge plus size-tøj på live-events på Facebook.
Med åbningen af butikken har det været Nikolines ambition at trække sine kunder ind i butikken, især dem fra Skagen og området omkring Skagen.
Men det har vist sig at være sværere end som så. Og selvom Nikoline er meget glad for de det første halve år som selvstændig tøjbutiksindehaver, så har det vist sig ikke at være helt nemt at lokke kunderne ind i butikken.
2700 kunder online
- Det undrer mig, at der er så få af mine kunder, der kommer her i den fysiske butik. Jeg har 2700 kunder rundt omkring i landet, som køber tøj på mine lives og mange af dem er fra Skagen og Frederikshavn, og alligevel ser jeg dem meget sjældent handle i den fysiske butik, fortæller Nikoline og ærgrer sig over det, fordi hun synes, at der er så mange fordele ved at komme i den fysiske butik også.
- På mine lives ser kunderne jo måske kun ti procent af de varer, jeg har i butikken, så de går glip af en masse, synes Nikoline, som også undrer sig over, at kunderne ikke har lyst til at komme og mærke tøjet og måske lade sig inspirere til noget, de slet ikke havde tænkt på selv.
Her får man en ærlig mening
- Og man kan jo prøve tøjet, og vi lover her i butikken, at vi altid er ærlige omkring om tøjet klæder en. For mig handler det ikke kun om at sælge, men også om at have glade kunder, siger Nikoline, som også gerne vil inspirere sine kunder.
- Vi kender det jo allesammen, at prøve noget, som vi ikke lige troede, var noget for os, og så viser det sig alligevel at fungere, når man får det på, siger Nikoline.
Store rabatter lige nu
I et forsøg på at lokke kunder ind i butikken holder Smukke Former lige nu udsalg med 50 procent på alle varer, og det betyder blandt andet, at man kan købe jeans til bare 100 og 200 kroner og bh'er til 125 kroner. Og lige nu har butikken et helt stativ med varer til bare 50 kroner. I det hele taget er priserne en af butikkens forcer.
- Alle kan få råd til at blive klædt på her. Vi kan sagtens finde et sæt tøj til omkring 400 til 500 kroner, forklarer hun.
I butikken har Nikoline alt fra nattøj til bh’er, bukser, jeans, bluser, jakker og tasker og sko og andre accessories. Tøjet har hun i størrelser op til størrelse 60.
Og i løbet af det halve år, hun har haft åbent i butikken, har hun rettet lidt til i sortimentet.
- Selv er jeg virkelig en kjolepige, men det har jeg bemærket, at der ikke er så mange af mine kunder der er, så jeg er begyndt at fokusere mere på bukser og bluser nu, fortæller hun.
Smukke Former holder lige nu udsalg og er åben fredag og lørdag og afholder lives på Facebook tirsdage og torsdage.