Populær isbutik udvider til gågaden
SKAGEN: I Nanas Is er stemningen altid personlig og hjertelig, og Nana Starbæk Nielsens måde at møde gæsterne på er efterhånden blevet en del af butikkens brand - ud over den gode is fra Kastberg og den gode kaffe i maskinerne.
De fleste gæster hos Nanas Is, er vant til at blive husket på deres navn og hvad de lige går og laver, men i år skal de lidt længere sydpå ad Sct Laurentiivej, hvis de vil have Nana med i is-købet, for Nana åbner nemlig butik nummer to fredagen den 11. april midt i Skagens gågade lige ved Kappelborg-torvet.
Mavefornemmelsen omkring medarbejderne er god
Og selvom den første butik også stadig vil sælge is og kaffe, bliver det primært i den nye butik, at Nana selv vil være at finde.
Men det betyder ikke, at stemningen forsvinder i den første butik, for Nana har sat et godt hold for sæsonen, og det tror hun på, at gæsterne også vil mærke.
- Jeg vil gerne skabe et arbejdsmiljø, hvor man får lyst til at lægge ekstra kræfter i mødet med kunderne. Man skal gerne kunne mærke mig, også når jeg ikke lige selv er her. Intet er givet, men min mavefornemmelse er god, siger Nana, som med den nye butik udvider personalegruppen betydeligt.
- Jeg har det rigtig godt med at arbejde med personale, og vi er et hold her. Og jo større et hold, jo federe bliver det da bare, siger hun.
Italiensk is, croffles og morgenmad på menuen
Og selvom den nye butik kommer til at have samme is og kaffe, milkshakes og is-kaffe på menuen, som i den første butik, er der også en del nyheder på programmet.
For Nana har allerede, da hun for tre år siden åbnede butikken i den nordlige ende af Sct. Laurentiivej fantaseret om at lave is-tapas, men det er en pladskrævende arbejdsproces, som hun nu har fundet en løsning på i det århus-baserede mor-datter firma Mammis Is, som laver italiensk gelato, og nu leverer små ispinde, kræmmerhuse og isbægere til Nanas nye butik.
- Det er super lækker is, lavet på mælk, men alligevel med fuldstændig styr på konsistensen. det er oplagt både at spise her eller tage med hjem til haven, når man har grillet eller har gæster, fortæller Nana, som glæder sig til at introducere isen fra den lille producent til Skagen.
Men ikke nok med det har Nana også planer om at lave croffles, som en slags vaffel lavet på croissant. Og i højsæsonen udvider hun hele konceptet og laver morgenmad a la Nana i gågaden.
- Her er et fantastisk ude-areal med omkring 55 siddepladser og morgensol, så det giver mening at udnytte morgenerne også, siger Nana, som vil servere blødkogte æg, boller med ost, yogurt med müesli, morgemads-panini og frugtplatte.
- Det bliver enkelte gode retter og så er det jo også fordi jeg synes andre også skal have lov at drikke den gode kaffe om morgenen, ligesom jeg selv gør, siger hun.
Den nye Nanas Is holder åbent fra fredag den 11. april og henover påsken. Den gamle butik åbner først onsdag op til påsken.
Herefter lukker begge butikker ned og åbner igen til sæsonen 1. maj.