Politi jagter blotter i Frederikshavn - beder offentligheden om hjælp
Der er nu fem tilfælde af blufærdighedskrænkelse i Frederikshavn som kan hænge sammen, mener politiet
FREDERIKSHAVN: Politiet beder nu offentligheden om hjælp til at finde frem til den ukendte mand, der 10. januar blottede sig for en otte-årig skolepige på Abildstien ved Abildgårdskolen i Frederikshavn.
Politiet mistænker, at den samme mand kan stå bag flere lignende blufærdighedskrænkelser i Frederikshavn, og siden episoden på skolen har politiet fået endnu en anmeldelse, som sættes i forbindelse med sagen.
Det oplyser politikommissær Peter Skovbak.
Manden blottede sig for den otte-årige skolepige kl. 11.00 om formiddagen. Hun var sammen med andre børn fra sin klasse på Abildskolens område, hvor hun samlede skrald ind.
Her stod hun på en vold, der vender ud mod Abildstien, og her så hun – på kort afstand – en mand, der blottede sig. Manden stod på den sti, der fører op til boligerne på Engparken 90-124. Herefter forsvandt han fra stedet i ukendt retning.
Den formodede gerningsmand beskrives som:
• Mand
• 30-40 år
• 180-195 cm høj
• virkede solbrændt i ansigtet
• mørke pletter i ansigtet.
• Iført en gråblå hue, grå jakke, der gik til livet, mellemblå jeans og sorte sko.
Samme dag som episoden blev omtalt i forskellige medier, fik politiet en anmeldelse fra en ung kvinde, der 5. januar omkring kl. 21.10, også havde været udsat for et tilfælde af blufærdighedskrænkelse. Kvinden havde opholdt sig på en adresse på Elmevej i Frederikshavn, hvor hun gennem et vindue havde bemærket en mand, der blottede sig uden for vinduet.
Hun har givet følgende signalement:
• Mand
• 25-30 år
• 170-180 cm høj
• iført sort ”bomber”-jakke med hætte, grågrønne bukser med sidelommer.
• Medbragte en (sort) cykel.
- Vores mistanke er, at der kan være tale om samme mand i begge sager, ligesom vi har yderligere tre tilfælde af blufærdighedskrænkelse – de to helt tilbage fra december 2021 – hvor signalementerne passer på forholdet fra 10. januar i år, siger Peter Skovbak.
Alle begået i Frederikshavn
De øvrige tre forhold er begået 6. december 2021 kl. 18 på Engparken i Frederikshavn, mens det andet forhold er begået samme dag, cirka kl. 19, tæt ved søen ved Søparken i Frederikshavn.
Det tredje forhold er begået noget senere: nemlig den 13. september 2022 omkring kl. 1540 på Abildstien ved viadukten ved flade Engvej.
- Og da alle forholdene er begået inden for et snævert område i Frederikshavn, har vi en formodning om, at gerningsmanden bor i området omkring gerningsstederne – eller i hvert fald har en anden tilknytning hertil, siger Peter Skovbak.
Efterforsker massivt – ring 114
Politikommissæren understreger, at politiet i Frederikshavn i øjeblikket efterforsker sagen intensivt for at få skabt et gennembrud i efterforskningen, så den mistænkte i sagen kan blive pågrebet.
- Vi ved, at sådan en sag kan skabe utryghed for mange borgere i lokalområdet, blandt andet skolebørn, forældre og ansatte på skolerne. Det er helt forståeligt. Derfor har vi tidligere iværksat en række tryghedsskabende tiltag, blandt andet har vores mobile politistation været i aktion, og vores forebyggelsesbetjente har patruljeret og har været, og er, i dialog med skolerne i området, siger Peter Skovbak Pedersen.
Han opfordrer alle med information i sagen om at kontakte politiet på telefon 114.