Billede beskrivelse

Ny lokalformand i Ældre Sagen: Gitte takkede af og Lisbeth overtog posten

25. marts 2026 kl. 14.03

FREDERIKSHAVN: Efter syv år som formand for Ældre Sagen Frederikshavn-Læsø valgte Gitte Funch forleden at træde tilbage fra posten på afdelingens årsmøde.

Det skriver lokalafdelingen i en pressemeddelelse.

Ny formand for de ikke færre end 7.266 medlemmer og 186 frivillige er nu den tidligere næstformand Lisbeth Dørum, mens Grethe Jensen fortsat er næstformand, og Elo Bargholz stadig er kasserer i den store lokalafdeling.

De øvrige medlemmer af bestyrelsen er Palle Mølholt, Sven Melgaard, Else Krage og nyvalgte Lars Larsen. 

Suppleanter er nyvalgte Ebba Wagner, Finn Ligaard og den tidligere formand Gitte Funch, mens Conny Fredborg valgte at stoppe.

På årsmødet med omkring 200 deltagere fra Ældre Sagen var der masser af verbale roser til den afgående formand, der i løbet af sine syv år på posten har været med til at fordoble antallet af medlemmer.

Billede beskrivelse

Både Torben Færk, konsulent i Ældre Sagen, Lisbeth Dørum og Grethe Jensen havde rosende ord og blomsterbuketter med til den nu tidligere formand, og de to sidstnævnte havde også et flot æresbevis fra Ældre Sagen med, underskrevet af administrerende direktør Bjarne Hastrup.

I sin beretning takkede Gitte Funch bestyrelsen og alle frivillige for en stor indsats for ældre borgere, ligesom alle medlemmer fik en stor tak for den flotte opbakning.

Billede beskrivelse

På landsplan har Ældre Sagen 1,1 millioner medlemmer, og efter indførelsen af ældreloven i 2025 med flere fingeraftryk fra Ældre Sagen ser vi nu frem mod en ny sundhedsreform med virkning fra årsskiftet 2027, rundede den afgående formand af.

Økonomisk gav årets resultat et overskud på 19.121 kroner i Ældre Sagen Frederikshavn-Læsø.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste