Nordjysk kommune holder fællesfødselsdag for 70- og 75-årige
Frederikshavn Kommune vil samle fødselarer
FREDERIKSHAVN/SKAGEN: 27. april afholder Frederikshavn Kommune et arrangement for alle 70- og 75-årige fra Skagen, Hulsig og Ålbæk. Her kan de inviterede - som altså er født i 1948 og 1953 - høre mere om de tilbud, der er i kommunen.
Arrangementets formål er at fortælle om de tilbud, der er til ældre i kommunen. Det er et tilbagevendende arrangement til de 75-årige. Men i år er deltagerlisten udvidet, sådan at 70-årige også kan deltage.
- Vi har udvidet deltagerlisten, fordi der har været efterspørgsel på det. Arrangementet har nemlig været en succes for de 75-årige, og det giver god mening, at kommunen får fortalt om de forebyggende indsatser til de 70-årige også, lyder det i en pressemeddelelse fra Ole Rørbæk Jensen (S), formand for social- og sundhedsudvalget.
Arrangementet bliver holdt torsdag 27. april kl. 13.00-15.15 i Skagen Sportscenter.
En forebyggende indsats
Kommunen holder som nævnt arrangementet for at informere borgerne om de tilbud, kommunen, kulturinstitutioner og foreninger har til ældre. Omkring 30 foreninger og kommunale aktører opsætter stande, som deltagerne kan gå på opdagelse i. Men arrangementet fungerer også som en forebyggende indsats, hvor emner som sundhed og ensomhed er på dagsordenen.
- Med arrangementet vil vi også skabe fællesskaber. Deltagerne møder ofte venner, bekendte og tidligere klassekammerater her, og det kan skabe relationer, som er vigtige for at forebygge ensomhed, siger Ole Rørbæk Jensen, formand for Social- og Sundhedsudvalget.
Indbydelserne er sendt ud til 325 personer på e-Boks eller i deres postkasse. De inviterede må gerne tage en gæst med.
Et lignende arrangement kommer til Sæby i Syvstenhallen 23. maj fra kl. 13.00-15.15. Til efteråret kommer der også et arrangement i Frederikshavn, men datoen er endnu ikke fastsat.