Billede beskrivelse

Mød kunstneren bag Life-Boats og vær med til at få dem sejlklare

12. juni 2025 kl. 19.01

STRANDBY: De tre Life-Boats har i de seneste år været hjemmehørende i Strandby. Nu er der mulighed for at møde kunstneren Marit Benthe Norheim torsdag den 12. juni kl. 19.00-21.00 i Havnefrontens Fælleshus, Søndervej 38, Strandby.

Marit Benthe Norheim vil fortælle om ideen og tankerne bag det sejlende kunstværk med de tre både; Liv, Længsel og Minder.

Life-Boats er tre skulpturer i ferrocement, som er fuldt funktionsdygtige skibe (CE- certificerede), sejler med skippere, styrmænd og gaster, med ca. 4 sømil i timen og med grønne og bæredygtige elmotorer som fremdrift.

De er 12 m. lange, 4,2 m. høje, hvoraf ca. 1.2 m. er under vandoverfladen - og vejer fra 19 - 23 ton, med det halve som ballast. De blev søsat for første gang i Aalborg den 18. juni 2016 i forbindelse med Aalborg.

- Vi håber, at mange er nysgerrige og har lyst til at komme og høre om hvilke aktiviteter der er planlagt for bådene i den kommende sæson, samt tankerne for fremtiden - i et inspirerende selskab med oplæg til reflektion og tanker. Life-Boats er vært for en forfriskning til aftenens arrangement, fortæller Niels Mellergaard, som er leder af projektet i Strandby.

Onsdag d. 11/6 og torsdag d. 12/6 fra kl. 09.00 inviteres interesserede til at hjælpe med klargøring af de tre Life-Boats. Bådene skal først og fremmest bundmales. Dernæst skal de rengøres indvendig efter vinteren og det forskellige udstyr skal installeres ombord. Også de nye pladser, hvor bådene skal ligge i denne sæson skal klargøres.

Fredag d. 13/6 fra kl. 08.00 er der søsætning og efter frokost vil der være sejlerkursus for de kommende styrmænd.

Har man lyst til at give en hånd med, kan man tilmelde sig ved at sende en SMS til Niels Mellergaard på tlf. 5124 5179.

- Jeg garanterer at det bliver både aktivt og hyggeligt at være med i arbejdsfællesskabet, hvor nogle af Strandbys førende fiskerkoner assisterer med forplejningen, siger Niels Mellergaard.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste