Mission Completed. Kæmpe indsamling af dåseringe gav sejren
FREDERIKSHAVN: I konkurrencen på EUC Nord om at indsamle flest dåseringe, lykkedes det for de friske gutter i klassen med skibsmontører og smede, at løbe med den endelige sejr.
Klassen viste ekstra initiativ ved at henvende sig på bl.a. sociale medier, og det gav pote.
- Det gik mega godt, og vi vandt stort. Vi havde indsamlet 27 kg. dåseringe, og det er det største der nogensinde er indsamlet til konkurrencen. Og det var også mere end de andre klasser havde indsamlet tilsammen fortæller en glad Bastian Jensen.
Indslagene på Facebook samt omtale i medierne kom vidt omkring, og det krævede en ekstra indsats fra klassen af få indsamlet dåseringene.
- Vi fik en henvendelse fra en dame i Vejle, som havde samlet på dåseringe over flere år fra bl.a festivaller. Så vi investerede klassens pant-penge, og kørte til Vejle for at hente en kæmpe pose fyldt med ringe fortæller Bastian.
De mange dåseringe er nu sendt videre, og det endelig beløb der via Projekt Dåseringe gives til Prostheses Foundation i Chiang Mai, Thailand kendes ikke endnu.
Men klassen har fået det synlige bevis for deres indsats, i form af et vinderbillede samt biografbilletter til alle.