Min familie har da ingen kriminelle.. eller har den?
SÆBY: Alle med interesse i ens forfædre på godt og ondt får mulighed for at overvære et interessant foredrag med slægtsforsker Mette Fløjborg, der fortrinsvis handler om hjemmesiden www.banditter.dk, hvor fanger i danske fængsler kan søges.
Mette tager tilhørerne med på en rejse ind i familiers fortid, hvor historier om anholdelser, domme, fængsler og småforbrydelser kommer frem i lyset.
- Kom med, når slægtsforsker Mette Fløjborg åbner døren til skjulte fortællinger, dramatiske skæbner og overraskende menneskelige møder, lyder opfordringen fra formanden for Saltlandets historiske forening for Sæby og Omegn, Holger Almholt.
Foredragsholderen
For Mette Fløjborg er slægtsforskning en hobby, hun har dyrket i mere end 30 år.
Hun synes, det er sjovt at finde de manglende brikker i puslespillet og dykke ned i de gode historier om slægten. Især den moderne teknologi med DNA har givet mange spændende oplevelser og ukendte slægtninge, som hun ikke anede noget om, som f.eks. at morfars lillesøster i starten af 1900-tallet blev sendt til Vestjylland for at føde et barn, der blev givet væk ved samme lejlighed.
- Den slags taler man ikke om i min familie, men DNA-test afslører begivenheden.
Mette Fløjborg har del i oprettelsen af hjemmesiden banditter.dk, som aftenens tema kredser om.
Tid og sted
Foredraget afholdes tirsdag den 20. januar klokken 19 i Manegen og arrangeres af Saltlandets historiske forening for Sæby og Omegn i samarbejde med Folkeuniversitetet og Frederikshavn Bibliotek.
Billet til 70 kroner incl. kaffe og kage kan købes på bibl.frederikshavn.dk eller ved indgangen.