Laurits Thorning Jakobsen har kvalificeret sig til VM i gravel, der køres i Italien til oktober.
Mennesker

Vandt cykelløb trods bøjet ribben – nu skal Laurits til VM

10. maj 2023 kl. 10:36

Cykelklubben NBC’s duracell-kanin, Laurits Thorning Jakobsen, satser på at bringe en, måske to, verdensmesterskaber hjem til klubben. I sensommeren forventer han at stille op i landevejscyklingens enkeltstart ved VM i Skotland, som er hans favoritdisciplin, og hvor han har flere danske og nordiske mesterskaber. Men Laurits vil også prøve kræfter med den forholdsvis nye, men stærkt voksende cykelsportsgren, gravel, altså cykling på grus.

- Cykel-VM er opdelt i aldersklasser. En åben klasse for 19-34-årige og herefter i 5-års intervaller. Jeg er lige fyldt 60 og rykker derfor op i en højere klasse. Der sker meget med ens krop og fysiske formåen i løbet af fem år, så vinderchancerne er klart størst de første år i klassen, så jeg vælger at slå til nu, siger Laurits Thorning Jakobsen.

For at deltage i VM, der køres i Italien til oktober, er det nødvendigt at klare sig godt i et eller flere kvalifikationsstævner i løbet af sæsonen. Laurits har netop kørt et UCI Gravel stævne i Blåvands Huk, hvor han trods dårligt vejr og et bøjet ribben undervejs vandt sin aldersgruppe foran to regerende verdensmestre, den ene i gravel den anden i cykelcross. En præstation, der kvalificerede Laurits til VM i Italien.

En del af kvalifikationsløbet blev kørt på stranden ved Blåvands Huk.

Laurits Thorning Jakobsen er slet ikke ukendt med at dyste om verdensmesterskaber. Som 39-årig blev han verdensmester i ironman på Hawaii. Siden blev det cykelsporten, der blev den tidligere politibetjents foretrukne sportsgren.

Efter 30 år i politiet fik Laurits Thorning Jakobsen konstateret PTSD, hvilket han formentlig havde haft i nogle år på det tidspunkt. Han måtte opgive sit job, men han opgav ikke træningen. Tvært imod. I dag har han fleksjob som personlig træner og arrangerer cykelrejser til bl.a. Mallorca. Og så er han frivillig træner i NBC, som er i gang med at opbygge en ungdomsafdeling. Og mon ikke en VM-titel eller to kan motivere de unge ryttere og tiltrække nogle flere. Det håber Laurits Thorning Jakobsen i hvert fald.

Af og til må cyklen løftes, når terrænet pludselig består af en trappe.
Annonceret indhold

Nyeste