Unge videnskabsfolk fejrer 20-års jubilæum
FREDERIKSHAVN: I år markerer Young Scientists-samarbejdet mellem Frederikshavn Gymnasium og to gymnasier i Bremerhaven sit 20-års jubilæum. Projektet har gennem to årtier styrket båndene mellem danske og tyske elever med naturvidenskab som fælles omdrejningspunkt.
Det fortæller Frederikshavn Gymnasium.
I sidste uge besøgte to tyske gymnasieklasser Frederikshavn. Eleverne boede privat hos danske værtsfamilier, hvilket gav de unge en enestående mulighed for både faglig fordybelse og kulturel udveksling. I blandede dansk-tyske grupper arbejdede de med eksperimenter i laboratoriet og indsamlede viden om deres emner – blandt andet gennem et besøg hos DTU Aqua i Hirtshals.
Officielle samarbejdspartnere
I anledning af jubilæet deltog rektor Ingo Beck fra Europaschule Schulzentrum Carl von Ossietzky Gymnasium i udvekslingen. På et møde med rektor Thomas Svane Christensen blev en samarbejdsaftale underskrevet. I aftalen fremgår det, at:
- Formålet med dette partnerskab er at styrke den europæiske ånd, fremme demokratiske værdier, gensidig respekt, tolerance og interkulturel forståelse mellem Danmark og Tyskland.
Målet er at styrke samarbejdet på alle niveauer på gymnasierne – særligt gennem elevprojekter inden for naturvidenskab og private indkvarteringer.
”Scholl-sporet”
Klassen 1.k arbejdede sammen med en klasse fra Schulzentrum Geschwister Scholl GyO om temaet ”Bæredygtig brug af ressourcer”. Eleverne undersøgte blandt andet landbrug, dambrug, biogas, udvikling af nye fødevarer og solenergi.
Arbejdet omfattede både laboratorieforsøg på gymnasiet og besøg hos DTU Aqua samt Nordsøen Oceanarium.
”CvO-sporet”
Klassen 1.s samarbejdede med Europaschule Schulzentrum Carl von Ossietzky Gymnasium om emnet ”Vedvarende energi”. Eleverne gennemførte forsøg med blandt andet solenergi og vindturbiner og arbejdede teoretisk med analyser af energiformer som kernekraft, vind- og solparker samt kulkraft.
Samfundsfag indgik som en central del af forløbet. Her analyserede eleverne lovgivning, klima- og miljøpolitik samt holdninger hos de største politiske partier i Danmark og Tyskland.
Besøg ved Råbjerg Mile
Et af udvekslingens højdepunkter var besøget ved Råbjerg Mile. Her stod naturgeografielever fra Frederikshavn Gymnasium for undervisningen.
De formidlede viden om milens dannelse, udvikling og de konsekvenser, som global opvarmning kan få for landskabet.
Projektet fortsætter
De tyske elever er nu vendt hjem, men samarbejdet fortsætter. I uge 19 rejser 1.k og 1.s til Bremerhaven på genbesøg. Her afrundes årets Young Scientists-forløb – og et stærkt, 20-årigt partnerskab føres videre ind i fremtiden.