Unge iværksættere står bag ny haveservice i Sæby
SÆBY: To 16-årige fra Sæby har kastet sig ud i et selvstændigt iværksætterieventyr med en klar ambition.
De vil nemlig gøre hverdagen lettere for lokale haveejere - og særligt de ældre borgere i byen.
Johan Pilgaard Rasmussen og Jeppe Skytte Falden står bag virksomheden Sæby Havehåndværk.
De tilbyder haveservice i Sæby og omegn, hvor det ikke kun handler om græsslåning og hækklipning - men også om relationer.
Idéen med at starte en virksomhed op sammen har været undervejs i halvandet års tid, da begge ser fordele og spændende udfordringer ved at sætte noget i gang, opsøge kunder og forvalte egen tid.
Det er både ansvaret og selvstændigheden, der driver de unge iværksættere, men samtidig også ønsket om at hjælpe andre med noget meningsfuldt.
Derfor faldt valget på at tilbyde haveservice.
- Vi vil gerne hjælpe de ældre og samtidig give dem nogle at snakke med. Sidst vi var ude for at give et tilbud, endte vi med at blive og snakke i over en time. Det betyder meget for os at skabe en god relation, siger Jeppe.
Selvom Johan og Jeppe er unge af alder, så har de alligevel oparbejdet sig noget erfaring indenfor havearbejde.
De har nemlig begge hjulpet til derhjemme.
- Jeg har boet på en gård i 11 år, hvor der altid har været projekter i haven, fortæller Johan.
Venner siden barndommen
De to unge iværksættere har kendt hinanden det meste af livet.
De har gået i folkeskole sammen, spillet fodbold sammen siden de var små, og i dag går de begge på Frederikshavn Handelsskole på iværksætterlinjen.
I fritiden står den blandt andet på fodbold, golf og for Johans vedkommende også et bådprojekt.
- Vi kender hinandens styrker rigtig godt, og det gør det nemt at arbejde sammen, siger Jeppe.
Vinteren er blevet brugt på forberedelser med promovering, hjemmeside, logo og markedsføring, og med forårets komme er Jeppe og Johan klar til at modtage henvendelser.
Stor interesse fra start
Responsen har været over al forventning.
Et opslag på sociale medier fik omkring 10.000 visninger, og det førte hurtigt til de første henvendelser fra kunder.
En vigtig del af deres koncept er, at de møder kunderne personligt.
- Vi kommer altid ud og giver et tilbud, så kan folk se, hvem vi er, og hvor vi så kan give en fair og ærlig pris på lige netop det, de har brug for i deres have, fortæller Johan.
Ordentlighed og fleksibilitet
Sæby Havehåndværk tilbyder alt fra forårsklargøring og oprydning til hækklipning, beskæring og løbende vedligeholdelse af græsplæner.
De tager både små og store opgaver og tilpasser arbejdet efter kundens behov.
Ofte bruger de kundernes egne redskaber, men mangler der noget, sørger de selv for det.
- Vi vil gerne have kunder, men det er også vigtigt, at vi kan nå det hele og stadig levere god service, siger Jeppe.
Der er endnu ingen venteliste, men kalenderen er så småt ved at blive fyldt op med forårsopgaver og flere med aftaler om at vende tilbage senere på sæsonen.
Fremtiden er åben
For de to unge er virksomheden både en mulighed for at tjene penge, få erfaring og gøre en forskel.
Men hvad fremtiden bringer, er endnu ikke fastlagt.
- Vi tager det, som det kommer, og ser hvordan det udvikler sig, siger Johan.
Én ting er dog sikkert.
I Sæby står to engagerede unge klar til at give en hånd med - og måske også en god snak undervejs.