Billede beskrivelse

Unge fik en helt særlig introduktion til den maritime verden

13. marts 2026 kl. 17.01

FEDERIKSHAVN: Tirsdag 10. marts fik omkring 35 unge fra HF Maritim Linje på Frederikshavn Gymnasium en helt særlig introduktion til den maritime verden, da de deltog i en inspirationsdag på Frederikshavn Bedding. 

Billede beskrivelse

Her præsenterede fire lokale aktører deres fælles visioner for Maritimt Ungemiljø - et nyt udviklingsprojekt, der skal give unge i kommunen mulighed for at prøve kræfter med autentisk maritimt håndværk og kulturhistorie.

Et projekt med dybe rødder i lokal historie

Maritimt Ungemiljø udspringer af Frederikshavns stærke maritime kulturarv og har til formål at give unge mellem 15 og 25 år indsigt i både traditionelle håndværksteknikker og moderne maritime uddannelser. 

Projektet bliver til i et samarbejde mellem Nordjyllands Kystmuseum, Martec, Frederikshavn Gymnasium og Frederikshavn Ungdomsskole.

Billede beskrivelse

De unge skal blandt andet kunne arbejde med træskibsbygning, materialeforståelse og andre gamle maritime teknikker - alt sammen med udgangspunkt i de autentiske omgivelser på Frederikshavn Bedding.

Stærk interesse blandt de unge

På introduktionsdagen fortalte de fire aktører om de aktiviteter, de ønsker at tilbyde de kommende år, og de unge blev inviteret til at give deres egne idéer og ønsker til projektet. 

Interessen var tydelig: mange deltagere udtrykte lyst til at være med, og enkelte var klar til at starte på værkstedsaktiviteter med det samme. Bl.a Birk Christian Sandvei der studerer på HF Maritim Linje:

Billede beskrivelse

- Jeg synes, det er en virkelig god ide. Jeg elsker gammelt håndværk og det her sted er jo en tidsperle. Jeg elsker maskiner og vil gerne arbejde med både metal og træ. Jeg havde overvejelser om at starte som bådbygger inden jeg valgte HF Maritim Student på Frederikshavn Gymnasium, da jeg gerne ville have en boglig uddannelse. 

- Jeg er fra Aarhus og har kendskab til det maritime miljø fra min far der er i Søværnet, og havde tænkt at det var den vej jeg skulle. Så kom jeg på efterskole hvor jeg fik lov til at bruge mine hænder med restaurering af gamle både, og det blev jeg virkelig begejstret for. 

- Mens jeg bor her, har jeg ikke andet at lave i fritiden end at arbejde, men jeg ville helt klar prioritere at komme her på Beddingen, for at lære og få tips fra gamle, rutinerede håndværkere.

Billede beskrivelse

Daniel Thing Andersen er også studerende på Maritim Student HF og han kan også se store muligheder i projektet:

- Jeg synes det var et spændende arrangement i dag. Jeg håber meget på at det bliver aktuelt, og gerne i et tæt samarbejde mellem Martec og Frederikshavn Gymnasium, så det bliver en del af vores timeplan i stedet for udenfor skoletiden, så det ikke går ud over ens øvrige fritidsaktiviteter. Men jeg er meget interesseret i at komme her på Beddingen, for at lære at arbejde med de gamle teknikker i træ fortæller Daniel.

Også unge fra Martec har vist interesse. De har allerede været på rundvisning på Beddingen for at høre om nye eftermiddagsaktiviteter, og tilbagemeldingerne herfra har ligeledes været meget positive.

Blik på fremtiden

Projektet henter inspiration fra det landsdækkende koncept Ung Havn, som blandt andet har stor succes i Holbæk. 

Lige nu arbejder projektets samarbejdspartnere på at rejse de nødvendige midler, så de første formidlings og værkstedsaktiviteter på Beddingen kan sættes i gang allerede i 2026.

Formålet er både at styrke de unges faglige kompetencer og skabe et trygt, kreativt miljø, hvor fællesskab og trivsel går hånd i hånd med maritim læring fra faglige rollemodeller.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste