Traditionel håndboldkamp: Topopgør mellem gammelt tophold og byens herrehold
SKAGEN: Det er ikke for sjov, når håndboldholdet, som går under navne som SHK Reunion, Bagers Drenge eller De Tunge Drenge og som omkring årtusindeskiftet var et succesfuldt håndboldhold i Skagen, traditionen tro møder Skagens herrehold den 27. december i Skagen Kultur- og Fritidscenter.
Selvom der også er en masse socialt samvær forbundet med det traditionsbundne årlige topopgør, så er de 50 minutter på håndboldbanen i hallen serious business. Og julens kamp 2025 er ingen undtagelse.
Et af Skagens bedste hold gennem tiden
- Selvfølgelig handler det også om det sociale, men der er stadig en ære i at spille den her kamp, fortæller Karsten Nygaard Mikkelsen fra holdet, som ikke har spillet sammen i 25 år - ud over til julekampene.
I ungdomsårene var holdet blandt de 10 bedste i Jylland og i 2001 var de nummer otte i Jylland.
- Og vi kunne godt have ligget højere. Vi tabte mange kampe med et eller to mål. Vi scorede simpelthen for lidt, fortæller Karsten Nygaard Mikkelsen om ungdomsholdet.
- Vi var et talentfuldt hold og vi havde et rigtig godt sammenspil, men vi kunne ikke som i andre byer bare sådan få nye spillere til. Vi boede jo langt væk for enden af regnbuen, som jeg plejer at sige, og kunne heller ikke supplere holdet med spillere fra nærliggende byer, for de havde deres egne hold, fortæller han.
Forsvarer æren
Denne tredje juledag skal det gamle hold forsvare æren.
Hvert år, siden holdet begyndte traditionen i Skagen Kultur- og Fritidscentret for otte års tid siden, har de ikke tabt en eneste gang. Og der er lidt sved på panden på spillerne, for de har i år svært ved at samle et hold.
- Vi har en del skadede spillere og også nogle som skulle noget andet i julen i år, så vi er lidt pressede, siger Karsten om holdet, som dog får assistance fra spillere fra andre hold i Skagen.
Men ingen grund til bekymring; holdet går endnu engang ubesejrede ud af juleopgøret. Kampen ender 22-16 til gamle hold - og uden en eneste skade, og det er faktisk en succes i sig selv.
Holdet vinder på trods af skader og dårlig form
- Om vi er i form? NEJ! Det må jeg være ærlig at sige, at det er vi ikke. Fra år til år kan man se, at det går ned ad bakke - det skal ikke være nogen hemmelighed, siger Karsten Nygaard Mikkelsen og fortæller med gru i stemmen om det år, hvor en af holdets spillere skadede begge knæ i en julekamp.
- Herreholdet i Skagen træner jo hver uge og får hele tiden unge kræfter til, hvor det for os gamle bare går mere og mere ned ad bakke. Jeg er faktisk forholdsvis imponeret over de unge mennesker. De kan godt spille håndbold, synes han.
Men selvom dåbsattesten falmer og de gamle drenge ikke rigtigt træner håndbold mere, ender juleopgøret med en sejr til holdet, som siden skoletiden og de gyldne håndbold-år har været spredt for vinden i det ganske land.
Det sociale tæller også
- Det handler i høj grad også om at ses og blive opdateret på hinandens liv og følge med. Og efter kampen får vi noget godt at spise og drikke og fortæller røverhistorier og anekdoter, fortæller Karsten Nygaard Mikkelsen, som sammen med “de gamle drenge” og Skagens Herrehold mødes på Vincentralen efter kampen for at fejre sejren og venskabet.