Tordenskiolds Bygarderobe syr fem nye uniformer til Krigsmuseet
FREDERIKSHAVN: Når man til Tordenskioldsdage ser soldaterne i deres flotte uniformer, damerne i elegante kjoler og børnene i historisk korrekt tøj fra 1717, så er det ikke tøj, der er købt hjem til lejligheden. Det er de frivillige i Tordenskiolds Bygarderobe, der har syet det.
Hver tirsdag året rundt, mødes de syv frivillige syersker i systuen på havnen for at lave nye uniformer og dragter samt for at vedligeholde og reparere de eksisterende. Og det er de rigtig dygtige til. Faktisk så dygtige at de i øjeblikket er ved at lægge sidste hånd på en ordre til Krigsmuseet, som er en del af Nationalmuseet.
I forbindelse med opstarten af Tordenskioldsprojektet syede produktionsskolen i Elling i sin tid en voksen og en børnemodel af Tordenskiolds uniform til Nationalmuseet. Disse uniformer indgår i udstillingen, og det er muligt for de besøgende at prøve uniformerne. Og derfor er de efterhånden helt slidt op.
Der blev oprindeligt denne gang kun bestilt to Tordenskiolds uniformer. Men ordren ændrede sig til yderligere to søofficers uniformer samt en voksen udgave af en frakke, som er en rekonstruktion fra det Oldenborgske infanteri regiment. Og så blev der travlt på systuen. Men alt nås til tiden og de fem frakker skal leveres til Krigsmuseet den 30. juni. Hele systuen deltager i leveringen i København for at se, hvor de fremover skal hænge.
Genbrugsstoffer og gardiner
Budgettet til Tordenskioldsdagene tillader ikke, at der indkøbes dyre stoffer, så det er med stor fantasi og kreativitet at syerskerne genbruger gamle klædestykker. Genbrugstøj bliver syet om og gamle gardiner kan forvandles til de flotteste kjoler.
- Vi var bl.a. så heldige at få nogle mapper med kollektionsprøver af gardiner, som vi kunne anvende til pyntestykker på kjolerne, fortæller Inge, som er en af de frivillige.
Hun viser rundt i den omfattende garderobe, der vil være i stand til at klæde mindst 500 deltagere på.
- Er der nogen, der har spændende stofrester eller gamle flotte gardiner liggende, vil vi meget gerne aftage det, så vi måske kan anvende det til en fremtidig dragt, siger Inge.
Senest har man syet nitten nye frakker til Tordenskiolds Tamburkorps anno 1717, og til sidste års Tordenskioldsdage skulle 110 børn og voksne fra Sæby Friskole deltage og klædes på, hvor alt tøjet blev syet af genbrugstøj.
Tordenskiolds Bygarderobe holder til hos Fonden Tordenskiold på Knallen 2, og systuen er netop moderniseret med ekstra god plads, så der er plads til flere frivillige syersker, hvis der er nogen som kunne tænke sig at hjælpe til.
- Vi hygger os rigtig meget og vi har et utrolig godt kammeratskab. Det er derfor, vi har lyst til at bruge tid på det, og vi bliver glade, når vi ser de stolte deltager i vores kreationer. Og vi er meget stolte af, at vores uniformer skal hænge på Krigsmuseet, siger Inge.