Laust Nielsen med sine nye elever Louise Schjøler og Mai-Britt Key Kristiansen. Foto: Hans Sejlund
Mennesker

Tog på jobmesse efter en elev – kom hjem med to

28. juni 2022 kl. 08:54

Laust Nielsen, som er indehaver af Lyd og Billede Specialisten i Frederikshavn, er kendt for at gøre tingene lidt anderledes. Mens radio/TV-forretninger lukkede på stribe, udbyggede han sin forretning ved at satse på nicher som hifi-udstyr, B&O og en succesfuld webshop. Mens traditionelle webshops havde varierende succes med onlinesalg, gjorde Laust Nielsen sin webshop meget personlig med mulighed for videochat døgnet rundt.

Mens de fleste webshops leverer plug&play produkter i en papkasse, som kunden selv må finde ud af at installere, tilbyder Laust Nielsen personlig levering og installation. Og oplever kunden alligevel problemer, er chatten åben døgnet rundt.

Da Lyd og Billede Specialisten her i foråret ønskede at ansætte en ny kontorelev, blev den proces også grebet utraditionelt an. Laust Nielsen tog på handelsskolens jobmesse med tilbud om en læreplads som ”Digital kontorelev”. Det er ikke en jobtitel endsige uddannelse, som lige findes, men han benyttede sin præsentation til at fortælle, hvad lærepladsen ville indeholde, og det vakte interesse hos handelsskolens elever.

De mange gode samtaler på jobmessen resulterede i, at Lyd og Billede Specialisten oprettede endnu en læreplads og nu har ansat to elever.

Louise Schjøler kommer med online marketingserfaring fra hotelbranchen og er klar til at prøve kræfter med radio/TV-branchen. Foto: Hans Sejlund

Den ene elev er voksenlærling Mai-Britt Key Kristiansen fra Skagen, som pudsigt nok er uddannet butiksassistent for mange år siden hos Superkram i samme bygning, som i dag blandt andet huser Lyd og Billede Specialisten. Efter 21 år i butik ville Mai-Britt prøve noget andet og blev ansat hos Tenax i Aalbæk med opgaver både i produktionen og forsendelsen. Arbejdsskader har imidlertid gjort det nødvendigt for Mai-Britt at blive omskolet, og her har hun valgt uddannelsen som logistikassistent. Uddannelsen og Mai-Britts erhvervserfaring passer perfekt ind i Lyd og Billede Specialistens behov.

Den anden elev er Louise Schjøler, der har læst kontorassistent på EUX, men forinden taget en uddannelse som serviceøkonom i Aalborg. Sideløbende og ind imellem uddannelserne har Louise arbejdet på Color Hotel i Skagen og på Aalbæk gl. Kro, hvor hun blandt andet havde ansvar for marketing, som i hotelbranchen er særdeles digital. De kompetencer får hun brug for hos Lyd og Billede Specialisten, hvor Louise primært skal arbejde med webshoppen.

Både butiksindehaver og elever er enige om, at jobmessen på Handelsskolen var en succes.

- Det giver utrolig meget til os elever, at vi møder virksomhedslederne ansigt til ansigt. Jeg har været med til flere jobmesser i løbet af min uddannelse, men de har næsten udelukkende haft deltagelse af detailbutikker. Jeg ville gerne have mere handel, og det var der denne gang. Og så var der ovenikøbet gevinst, siger Mai-Britt Key Kristiansen.

Mai-Britt Key Kristiansen glæder sig til at indtage denne plads og bidrage til logistikken i webshoppen. Foto: Hans Sejlund

- Jobmessen var en fin oplevelse. Jeg havde hørt fra kolleger i branchen, at de havde svært ved at finde de rigtige ansøgere til elevpladserne, og så er det jo fantastisk, at jeg nu står med to velkvalificerede og engagerede elever. Jeg vil også sige, at Frederikshavn Handelsskole har været yderst serviceminded og har gjort hele processen let for os, siger Laust Nielsen.

Lyd og Billede Specialisten har 20 ansatte inklusive fire montører fordelt i hele landet. Med de nye elever, som tiltræder henholdsvis 1. og 8. august, bliver man 22 medarbejdere, og det er primært en øget satsning på webshoppen. Den personlige onlineservice viste sit værd under pandemien, og nu vil Laust Nielsen sætte endnu mere fart på den effektive salgskanal.

Nyeste