To priser til lokal forening ved storslået Frederikshavn-fest
FREDERIKSHAVN: Skøjte og Sportsforening Nord – bedre kendt som SOS Nord – kunne fejre en af sine største dage, da årets Frederikshavn Award Fest løb af stablen.
Aftenen bød på festligt dækkede borde, lækker mad og underholdende indslag.
Og ud af fem mulige priser gik hele to af de eftertragtede statuetter til foreningen.
Det fortæller SOS Nord.
Årets unge frivillige
Første pris, som blev uddelt, var Årets unge frivillige.
Her løb Chilie Vejrum Terp fra SOS Nord med sejren.
Hun har været en del af klubben hele sit liv og er kendt som en hjælpsom, engageret og vellidt ung pige, der altid stiller op for andre.
Prisen blev overrakt af DGI. Med hæderen fulgte 2.500 kroner til Chilie personligt og 6.000 kroner til foreningen for arbejdet med unge og indsatsen for at skabe udviklingsmuligheder.
Omkring 30 medlemmer fra SOS Nord var mødt op på tilskuerpladserne, og stemningen nåede sit højeste, da Chilie blev hyldet - med både jubel og glædestårer.
Årets bedste præstation
Glæden fortsatte kort efter, da Wendell Engelhart Hansson modtog prisen som Årets bedste præstation. Wendell er en skøjteløber, der har sat danske rekorder, repræsenterer juniorlandsholdet og er udtaget til internationale Junior Grand Prix-konkurrencer.
Prisen blev overrakt af Hasse Christensen fra Idrætssamvirket, og med den fulgte 5.000 kroner, som skal støtte udenlandske træningsophold, hvor Wendell kan måle sig med internationale talenter.
Stemningen var i top, jubelen stor og stoltheden mærkbar i hele hallen. Klubben udtrykte selv glæde over de flotte resultater:
- Vi er stolte af begge vores løbere, og det er fantastisk, at vores forening kan give så mange unge muligheder.
Samtidig fremhævede foreningen sit stærke trænerteam med den rutinerede Pamela Hansson i spidsen – en træner, der har ført løbere helt til landshold, Grand Prix og verdensmesterskaber.
En aften med ekstra glans
Som prikken over i’et stod endnu et SOS Nord-talent, Myli, for en musikalsk optræden under festen. Og da aftenen gik mod slut, gik 30 af foreningens egne løbere på gulvet og dansede til tonerne af LIGA.
Det blev en aften fyldt med glæde, fællesskab og dansende skøjteløbere – en sand fejring af SOS Nords store sammenhold. Klubben byder altid nye medlemmer velkommen, uanset niveau. De yngste bliver taget imod af både Chilie og Wendell, som selv står klar på trænerholdet. Og som foreningen selv siger:
- Det er altid gratis at komme og prøve.