Flemming Hansen har været en god læremester for afløseren Elisabeth Grey.
Mennesker

Talknuseren forlader kordegnesædet i Bangsbostrand

Flemming Hansen går på pension og overlader styringen til Elisabeth Grey

06. januar 2022 kl. 06:30

FREDERIKSHAVN: Han har været en del af både livets glædelige oplevelser og livets store sorger store sorger for mange mennesker gennem mange år.

Altid klar på sidelinjen når bangsbostranderne har båret et lille barn til dåben, sagt ”ja” til hinanden, eller farvel til en af deres kære.

Dertil kommer hans medvirken i et utal af gudstjenester og andre kirkelige handlinger.

Navnet er Flemming Hansen, kordegn i Bangsbostrand Kirke, som her ved årsskiftet forlod han sit job og gik på pension.

Det sker efter 21 år og to måneder i stolen.

Det er en afholdt kordegn og talknuser, der forlader Bangsbostrand Kirke

Det er en afholdt kordegn og talknuser, der forlader Bangsbostrand Kirke.

De fleste i menigheden kender ham som kordegn, men indadtil i huset har han også fungeret som den store talknuser, der, med sin sans for tal og matematik og med sit store overblik, har stået for regnskaberne gennem flere menighedsrådsperioder. Ikke mindst har han været i stand til at gennemskue tallene for diverse medlemmer gennem årene.

- Jo, jeg har nok en fotografisk hukommelse og tænker i billeder, men jeg er også hvad man kan kalde arveligt belastet, idet min mor har været bogholder for blandt andet P&T, fortæller Flemming Hansen.

Selv har han beskæftiget sig med regnskab i over 40 år først som selvstændig vognmand og derefter i kirkeligt regi.

Den fotografiske hukommelse gør, at Flemming stadig kan fortælle i detaljer om den rute, han og fru Lise kørte på deres bryllupsrejse i 1979.

Egentlig er Flemming uddannet radiomekaniker, men efter endt uddannelse og en tid i Grønland med søværnet, blev det lidt for kedeligt at sidde og lodde kredsløb i fjernsyn.

I stedet blev Flemming lastbilchauffør og senere selvstændig vognmand.

Interessen for kirken har Flemming haft med sig hele livet, siden han som 4-årig var til sin første gudstjeneste.

Og det var netop da han ville rejse sig op til en velsignelse i en kirke år senere, at Flemming på meget barsk vis fik et vink om, at han skulle være kordegn.

- Jeg ville rejse mig op, men kunne ikke. Ryggen gjorde knuder og det i en sådan grad, at jeg senere fik besked på af lægerne, at fandt jeg ikke et andet job en vognmand, ville fremtiden blive i en rullestol.

Efter moden overvejelse, og gode samtaler med fru Lise, besluttede Flemming at uddanne sig til kordegn. Bortset fra praktiktiden har jobbet i Bangsbostrand været Flemmings første og eneste.

- Jeg gik efter en kordegnestilling med kirketjeneste og regnskab, og den fandt jeg i Frederikshavn, siger Flemming, der oprindelig er født og opvokset i Aalborg.

Dengang var han eneste kordegn og nåede derfor nogle gange op på 140 gudstjenester og kirkelige handlinger på et enkelt år.

En god læremester

Flemming Hansen har gennem det seneste års tid været med til at lære sin afløser, Elisabeth Grey, op i regnskab.

Hun betegner ham som en ”streng” men også god og tålmodig læremester. Derfor er hun helt klar til at tage over her i det nye år.

Den udbredte sans for tal har også givet Flemming en usædvanlig hobby – nemlig knipling.

Det kommer kirkegængerne i Bangsbostrand til at nyde godt af i årene fremover, idet Flemming har kniplet to sæt servietter til nadverdisk og kalk til alteret.

- Kniplingsmønstre er også i bund og grund tal og matematik, så derfor gik jeg i gang, stærkt inspireret af min kone og en fremragende lærer fra Agersted, siger Flemming Hansen.

Den nu forhenværende kordegn skal hverken bruge sin nyvundne frihed til at spille golf eller lave finere mad sammen med andre mænd.

Nej han skal ud og opleve verden med kone og campingvogn.

Der er afskedsreception for Flemming Hansen søndag 23. januar i Bangsbostrand Kirkes sydfløj lige efter gudstjenesten.

Nyeste