SOS Nord med fornemme resultater til Danmarks Cup
Efter en weekend med masser af skøjtning, smil på læben og skøjteglæde i Rødovre, vendte en masse glade og tilfredse skøjtepiger fra SOS Nord hjem til Nordjylland.
Alle piger gjorde deres allerbedste i sæsonens sidste konkurrence, som gav to medaljer, personlige rekorder og debuter i nye rækker.
Fredagen aften startede Chilie Vejrum Terp med debut i rækken Novice K2. Der var mange nerver på, men hendes sværeste element lykkedes, hvilket gav en flot 9. plads.
Lørdag formiddag startede Malene Christensen i Junior K2, hvilket også var en ny række for hende. Malene sikrede sig en fin 10. plads efter at have landet to flotte dobbelt spring.
Laura Dollerup stillede også op i Junior K2 med helt nyt program. Selvom programmet ikke var kørt mange gange inden konkurrencen, så gav hendes løb en pæn 9. plads.
- I Junior K1 havde vi tre løbere med. Maria Langagergaard løb et rutineret program og fik en 5. plads og ny personlig rekord. Nynne Nyborg hev en flot 7.plads hjem med sit meget yndefulde program. Freja Vittrup charmerede sig ind på 10. plads med sit ABBA-program og fik ny personlig rekord.
Sidste løber på dagen var Maiken Christensen, som tog sølv i Novice K3-rækken med sit rigtig fine gennemløb og satte også ny personlig rekord med mange nye svære spring og piruetter.
På konkurrencens sidste dag vandt Camilla Langagergaard guld i Debs K1 med et rigtig godt og gennemført program, hvor man fra top til tå kunne se at hun skøjtede, som Disney prinsessen Rapunsel, hvilket gav en ny personlig rekord.
Søndag aften blev afsluttet med Novice K1, hvor SOSnord havde to dygtige løbere med. Viktoria Jakobsen lavede flotte pirouetter med masser af fart og gode positioner, hvilket gav en flot 7. plads.
I rækken løb også Mathilde Zinn som havde mange nerver på i løbet af hele programmet, men hun smilte og kæmpede sig til en flot 15. plads i en meget hård række.
SOSnord træner Katrine Eskildsen, som nu ikke kun er træner men også færdiguddannet dommer, sad for første gang i dommerpanelet.
- Det kræver et stort ansvar at være dommer og stå fast ved sine bedømmelser af de forskellige løbere. Vi er så glade og beriget for at have hende i foreningen.
Alt i alt en succesfuld og hyggelig weekend for alle SOS-løberne, der nu kan puste ud efter en lang og god sæson med mange gode sportslige resultater på isen.
De kan nu alle begynde at pudse løbeskoene til træning udenfor isen efter påskeferien.
- Vi vil vende stærkt tilbage med masser ny energi i uge 28, hvor vi har træningslejr på is, hvor alle er velkommen.