Sørens egne historier bag billederne

20. oktober 2020 kl. 15.33

Tilhørerne kom med rundt i fotojournalist Søren Bistrups verden, da han forleden aften gæstede PixlArt, hvor han er højaktuel med sin udstilling ”Amerika”, der viser et bredt udsnit af billeder fra næsten 25 års rejser og arbejde i USA.

I en tid hvor det amerikanske valg trækker overskrifter, var det en helt særlig oplevelse at møde fotografen bag PixlArts aktuelle udstilling ”Amerika”, som rummer mellem 500-600 udvalgte billeder fra USA. I næsten 25 år har Søren Bistrup rejst og arbejdet i USA, hvor han har dækket et hav af historier, og selv været med til at finde de gode og måske mere nære beretninger om helt almindelige amerikanere.

Vi fik et meget bredt indblik i det mangeårige arbejde som fotograf for Berlingske Tidende, og vi blev gjort klogere på mangt og meget i det kæmpe store og til tider lidt uforståelige land.

De mange år i landet har givet ham en stor indsigt i den almindelige amerikaners liv, hvordan udviklingen har været og hvordan den nuværende situation adskiller sig fra tidligere.

Undervej og efterfølgende svarede Søren Bistrup på en hel del spørgsmål fra de 50 tilhørere. – Vi er stolte over, at det lykkedes os at overtale Søren Bistrup til at komme forbi PixlArt med sit journalistiske, personlige og danske perspektiv på situationen i USA lige nu, er den tilfredse melding fra PixlArts formand Tao Lytzen.

Gik du glip af Sørens beretninger, så kan du i forbindelse med udstillingen ”Amerika” se en film med Søren, hvor han fortæller om sine oplevelser og sit syn på USA. Udstillingen kan ses hos PixlArt i Østervrå hver weekend til og med søndag den 15. november.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste