Sørens Autoværksted bliver AutoMester: - Vi vil stå stærkere
FREDERIKSHAVN: I snart 40 år har Sørens Autoværksted i Frederikshavn arbejdet med reparation og salg af både personbiler, varebiler og minibusser. Nu er tiden inde til forandring. Sørens Autoværksted bliver en del af værkstedskæden AutoMester for at stå stærkere i fremtidens bilbranche.
- Det var vist på tide, at vi fik skiftet skiltene ude foran, smågriner værkstedsejer Søren Holm Thomsen, i en pressemeddelelse og han tilføjer:
- Ej, spøg til side: Vi har aldrig været en del af en kæde før, men nu syntes jeg, at vi trængte til noget forandring og fornyelse. Som AutoMester-værksted vil vi stå stærkere, både hvad angår markedsføring, og når det kommer til den sikkerhed, som vi kan tilbyde vores kunder.
En del af noget større
Fra den 1. juni vil Sørens Autoværksted være en del af AutoMester-kæden, der består af over 400 værksteder og mere end 1100 dedikerede mekanikere. Lige nu er det to svende, en klargøringsmand, en lærling og Søren Holm Thomsen, der arbejder på værkstedet. Derfor glæder værkstedsejeren sig til at kunne tilbyde sine medarbejdere et endnu større og nyt sparringsnetværk.
Derudover vil AutoMesters krav om certificering og en løbende efteruddannelse sikre en kontinuerlig høj kvalitet på værkstedet:
- Vi har i forvejen en stor og loyal kundekreds, men det er naturens gang, at der falder nogen fra. Så derfor skal der selvfølgelig også nye til. Og her kommer AutoMester også ind i billedet. For ved at være en del af AutoMester kan vi blåstemple vores lille værksted for nye potentielle kunder.
Sørens Autoværksted sælger desuden brugte biler. Søren Holm Thomsen, der har arbejdet som mekaniker siden 1983, ser derfor også frem til at bruge det nye netværk, hvad angår anbefalinger til værksteder til de forskellige bilkøbere på tværs af landet.