Billede beskrivelse

Søren lærer dig at holde roen i det kolde vand

23. januar 2025 kl. 08.01
Opdateret kl. 11.09

SÆBY: Søren beskriver sig selv som en ung mand med noget på hjerte, han er ikke blot berejst i den fysiske forstand, men ligeledes har han været på en mental rejse, hvor han har afprøvet forskellige metoder til at komme mere i kontakt med sig selv. Han ved, at det han har fundet, kan hjælpe en masse mennesker, så det vil han gerne dele og lære fra sig.

- Jeg har selv eksperimenteret med åndedræts- og kuldetræning, samt faste og meditation, for at finde ind i en tilstand, hvor jeg var mere i kontakt med mig selv. Første gang jeg kom ned i et isbad var det ligesom om, jeg fandt hjem. Kuldetræningen er et sted, hvor jeg finder ro. Man skal lige over chokket, men når man kommer ud over det, så kan man bare sidde og nyde det, roen, og den strøm af endorfiner, der suser rundt og gør, at man bliver helt glad i låget, fortæller Søren.

Billede beskrivelse

I oktober sidste år færdiggjorde Søren Wim Hof instruktøruddannelsen og er dermed klar til at udbrede kulde- og åndedrætstræning til den bredere befolkning.

- Vi er ved at have fanget at vinterbadning er godt for os, da det har en masse helbredsfordele, men med Wim Hof metoden får man noget konkret teknik på og udbygger niveauet af fordele ved at præge, hvilken retning vi vil i. Det giver god mening, at når vi træner åndedrætsfunktionen og øger mængden af ilt og vores evne til at optage den, så træner vi den vigtigste funktion vi har, altså åndedrættet, og får mere ilt og næring ud til hele systemet. Og så sker der altså noget vildt i kroppen, smiler Søren.

Søren stiftede bekendtskab med Wim Hof metoden tilbage i 2019, mens han boede i København, og hvor Wim Hof udelukkende var for de få. Han meldte sig på et 4 ugers kursus, da han gerne ville prøve kræfter med denne metode.

Billede beskrivelse

- Jeg har altid været glad for kulden og været meget udenfor, men jeg havde aldrig rigtigt vinterbadet. Det var meget let for mig at lave kuldetræning, fremfor åndedrætstræning, forklarer Søren.

Fakta

Wim Hof er en verdenskendt karakter og fænomen. Han har besteget Mount Everest i shorts, siddet i is i 2 timer og slået en masse verdensrekorder, for at skabe opmærksomhed om, hvad vi som mennesker kan udholde i forhold til kulde og åndedræt. Wim Hof har med sin erfaring opfundet en tilgang, som bunder i al hans erfaring, hvor han har taget en lille del af østens visdom fra åndedrætstræning over meditation til kampsport og gjort det mere tilgængeligt og spiseligt for os i vesten. Horse-stance er en af Wim Hofs teknikker, som er meget populær. Det er en kropsstilling, som anvendes, for at varme kroppen op, uden at en sauna er nødvendigt.

Selvstændig og visionær

Måden Søren ønsker at udbrede kendskabet til Wim Hof, kulde – og åndedrætstræning, bliver igennem kurser, events og forskellige retræter. Han startede sin virksomhed for et års tid siden, og han beskriver den som tredelt, hvor det primære er kulde- og åndedrætstræning. Ved siden af har han behandling i form af massage og Reiki i hans klinik i Hørby, og til sidst sangskrivning og musikproduktion.

- Jeg har forskellige strenge at spille på, det giver mig noget fleksibilitet, at hver dag ikke er ens, men hvor jeg netop har mulighed for at lave forskellige ting, når de hver især giver mest mening, udtaler Søren.

Søren er desuden livredder og trækker derfor også den erfaring og ekstra sikkerhed med ind i sine kurser, som udbydes i offentligt og privat regi, på gruppeniveau og til virksomheder, som ønsker at lære værktøjer til stresshåndtering, mental og fysisk velvære og teambuilding.

Billede beskrivelse

- Wim Hof har oprettet denne her organisation, som underviser instruktører, for i takt med, at vinterbadning er blevet så populært, så er der et øget behov for undervisning i skadesforebyggelse og sikkerhed, så man kan opnå en dybere forståelse for, hvad det er, der sker i kroppen, når man kuldetræner. Og her er åndedrætsdelen lige så vigtig, for at genvinde kroppens balance, forklarer Søren.

For at fejre sin nylige titel som Wim Hof instruktør, har Søren etableret et samarbejde med Hotel Aahøj, hvorfra han i uge 7 og 8 og fremadrettet, vil introducere Sæby og Nordjylland til Wim Hof metoden.

- Der bliver et Wim Hof fundamental kursus de fleste dage i begge uger med 8-10 deltagere på hvert hold. Kurset inkluderer undervisning i stresshåndtering, åndedrætstræning, isbad og sikkerhed. Det koster 634kr. pr. person, og jeg har allerede afsat de første pladser og flere er på vej, fortæller Søren.

I forbindelse med fejringen kører Søren i samme periode med et åbningstilbud på 10 sessioner til behandling og soloundervisning til 4995kr.

Det tegner godt. Søren har været på en lang og spændende rejse igennem forskellige helingstraditioner rundt omkring i verden, og nu er han landet i Danmark igen, i Hørby, hvorfra han skal til at bygge sin virksomhed op, og han er åben for forskellige samarbejder.

- Jeg er nu nået til et sted, hvor jeg åbner for at tilbyde min hjælp, indenfor de områder, som jeg har dedikeret det meste af mit voksenliv på at træne, og jeg er et rigtig godt sted nu, jeg har fundet min base, og det er det helt rigtige sted at være landet, siger Søren.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste