Holddeltagerne. Marie Kirstine Sand Nielsen, Andreas Madsgaard Oldager, Lærke Silkjær Petersen og Lærke Højgaard Andersen. Privatfoto.
Mennesker

Skytter gjorde det godt

28. november 2018 kl. 10:00

SÆBY: Hold fra 5. C på Sæbygårdskolen fik fin placering ved finalen i Skole DM i skydning.

Holdet bestod af Andreas Madsgaard Oldager, Lærke Højgaard Andersen, Lærke Silkjær Petersen og Marie Kirstine Sand Nielsen fra 5. C på Sæbygårdskolen - og deltog sammen med 32 andre hold fra hele landet lørdag i finalen for Skole DM i skydning i Vingsted.

Selvom holdets resultat i den indledende runde, 760 point, var 2 point bedre end holdets resultat i semifinalen den 17. november i Hobro, var det dog ikke tilstrækkeligt til at holdet kom blandt de fem bedste hold til selve finaleskydningen om de fine præmier.

Holdet måtte nøjes med en 19. plads, og førstepladsen blev vundet af Samsø Frie Skole med 775 point.

1960 hold eller 7.900 elever fra 5. klasserne i hele landet kæmpede, og fra Nordjylland deltog 320 hold eller ca. 1.300 elever. I Sæby er træningen og den indledende skydning foregået i Sæby og Omegns Skytteforening med 25 hold eller 100 elever fra 5. klasserne på Privatskolen i Sæby og Sæbygårdskolen.

Lørdag 17. november var der semifinaler og udtagelse af hold til finalen. I Nordjylland blev semifinalen holdt i Hobro med deltagelse af 21 hold, heraf et hold fra Privatskolen i Sæby og fire hold fra Sæbygårdskolen. Et af holdene fra Sæbygårdskolen opnåede en 3. plads, der gav adgang til at deltage i finalen.

Efter finalen ønskede formanden for Sæby og Omegns Skytteforening, Flemming Kokholm, holdet tillykke med den fine placering.

- Det er første gang foreningen har hold med til finaleskydning i Skole DM, så vi er meget stolte af, at I nu har fået os med. Selvom holdet ikke er blandt de fem bedste, er bare dét at deltage i finaleskydningen en fantastisk præstation. Det er også god reklame for foreningen. Og med de fine resultater alle har præsteret, er det skytter som jer, vi gerne vil have i foreningen, sagde Kokholm.

Så overrakte han holddeltagerne et diplom fra DGI for deltagelse i finalen og et diplom med et medlemskab af Sæby og Omegns Skytteforening indtil sommerferien.

Annonceret indhold

Nyeste