Skagens gamle bus renoveres

Bedford-bussen vedligeholdes og køres i dag af frivillige entusiaster, der har dannet et laug omkring den gamle bus

26. november 2018 kl. 09.00

SKAGEN: I garagen ved Rudolfs gamle skibssmedje på Vesterbyvej arbejdes der i øjeblikket med at renovere Skagens gamle bus.

Bussen, en Bedford WLB 1937, kom til Danmark som chassis, og blev ombygget på J. Ørum-Petersens karrosserifabrik i Herning, og er Danmarks eneste bevarede Bedford bus.

Den vedligeholdes og køres i dag af frivillige entusiaster, der har dannet et laug omkring den gamle bus med udgangspunkt fra Kystmuseet i Skagen.

Den gamle bus kører i sommersæsonen fast rutefart med guidede ture i Skagen.

- Vi er tre der kører med bussen, og så har vi Jens Bay Nielsen, der møder op hver mandag og laver forefaldende arbejde, fortæller Svend Erik Olesen, der som mekaniker er med til både at køre og vedligeholde den.

- Vi elsker at arbejde med bussen, og ikke mindst hygger alle sig med hinanden og en kop kaffe, fortæller Per Mogensen, der er fungerende værkfører i garagen.

- I vinteren 2017 fik bussen en større renovering af bussens højre side, og gearkassen blev renoveret med nye lejer overalt, fortæller Henrik Thomsen, der også er chauffør og mekaniker på bussen.

- Vi havde fået tilbud om renovering for nogle år siden, fortæller Per Mogensen - og tilbuddet lød på over en halv million kroner, så nu laver vi det selv med hjælp fra dygtige lokale håndværkere.

I år er det så venstre side, der skal have en overhaling.

Bussen er bygget op omkring at træskelet, hvorpå de udvendige plader er sømmet fast, og taget er en trækonstruktion, hvor der er spændt lærred ud over.

Efter at pladerne blev afmonteret, viste det sig, at der var en del træværk, der var så dårligt, at det måtte udskiftes.

- Det er egentlig karetmagerarbejde, fortæller Per Mogensen, men vi har været så heldige, at kunne få hjælp af skibstømrer Orla Johansen til at renovere træskelettet.

Bremser og styretøj får også et eftersyn, så den gamle Bedford fra 1937 kan synes og være klar når sæsonen starter 1. maj 2019.

- Vi kan dog altid bruge flere frivillige, der kunne tænke sig at arbejde med den gamle bus i hyggeligt samvær, så derfor man er velkommen til at kigge forbi i garagen ved den gamle skibs smedje, slutter Henrik Thomsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste