Seniorerne i Østervrå er klar til sang
Foreningen har netop indkøbt et sæt af den nye udgave af højskolesangbogen
ØSTERVRÅ: Østervrå Seniorerne er i den grad klædt godt på, når det igen bliver tilladt at samles og synge fællessang. Foreningen har netop indkøbt et sæt af den nye udgave af højskolesangbogen.
Spar Nord Fonden, Sparekassens Sæbys Fond og Lokalforeningspuljen under Socialstyrelsen har med økonomiske tilskud gjort det muligt for Østervrå Seniorerne at indkøbe 50 stk. af den klassiske blå højskolesangbog og en nodebog.
Foreningens medlemmer er dermed klædt rigtig godt på, når det igen bliver muligt at samles til fællessang.
I øjeblikket er foreningen omfattet af forsamlingsforbuddet på 10 personer, og der er også ekstra restriktioner forbundet med fællessang, hvor der er krav om mindst to meters afstand mellem sangerne.
- Vi er så glade for den støtte, vi har fået, og nu håber vi, at vi snart kan få lov til at tage de nye sangbøger i brug, lyder det fra bestyrelsesmedlem Conny Jensen.
De nye sangbøger er i udgaven magna print, som er en særlig stor skrift, der er læsevenlig for mennesker med synsnedsættelse.
Sangbøger vil få fast ophold i Østervrå Kulturhus, og de må gerne bliver brugt, lyder meldingen.