Seneste nyt
Billede beskrivelse

Sæbys ”glemte broer” foreviget i fotokunst hos Galleri Tobar

05. juli 2026 kl. 16.00

SÆBY: Broerne langs Sæby Å er blevet foreviget hos Galleri Tobar, hvor et udpluk af broerne er udstillet.

Som led i projektet De Glemte Broer har Frederik Tobar Karlsen fotograferet næsten alle broer på ruten, og resultatet kan nu opleves både som fotokunst i galleriet og senere som en del af projektets formidling.

For Frederik Tobar Karlsen er samarbejdet kommet helt naturligt.

Billede beskrivelse

- Da jeg hørte om projektet, gav det rigtig god mening for mig at bidrage med eksponering af byen, fortæller Frederik.

Et sted på ruten, broen ved Skovlyst, har en personlig historie. Her blev Frederik nemlig inviteret med på en gåtur af sin bedstefar, som gerne ville vise ham et særligt sted i skoven, hvor han som barn havde fisket meget langs åen. Siden er det blevet et af Frederiks yndlingssteder, hvor han holder af at gå tur med sin hund og fotografere.

For ham handler projektet ikke kun om billeder, men om at vise Sæby frem fra nye vinkler.

Billede beskrivelse

- Jeg tænker tit på, at jeg gerne vil bidrage mere til byen. En af grundene til, at jeg åbnede galleriet, var at vise, at man sagtens kan få nye oplevelser i sit eget nærområde, og det her projekt, passer rigtig godt ind i den tanke, siger han.

Arbejdet med broerne har også ændret hans måde at fotografere på.

- Det har været sjovt for mig at tage billeder af broerne, da det fik mig til at kigge på nogle nye vinkler i forhold til, at jeg oftest gerne vil have mere åbne horisonter, men her kom der lidt mere fokus på detaljerne på broerne. Da jeg først gik i gang med at redigere billederne, kunne jeg næsten ikke stoppe igen, og det er blevet til fotokunst, hvor jeg virkelig har leget med udtrykket, fortæller Frederik.

Billederne kan i øjeblikket opleves i Galleri Tobar i Sæbys gågade, hvor de både vises som lærredsprint og plakater i glas og ramme. Hvert billede er knyttet til en specifik bro og kan samtidig købes af besøgende og turister.

Navnet Tobar, er Frederiks mellemnavn, og det valgte han, da han åbnede galleriet for fem år siden, for at undgå forveksling med familiens øvrige gallerier, Steen Karlsen og Galleri7.

Billede beskrivelse

- Lige siden jeg var lille, har jeg passet min fars galleri, hvis mine forældre skulle ud af huset i nogle timer, og da jeg blev færdig med HHX, blev jeg bestyrer i Galleri7 i Skagen. Men jeg har altid drømt om at have min egen virksomhed, så jeg begyndte at læse markedsføringsøkonom og derefter innovation & entrepreneurship, hvor jeg var i praktik hos Brian Nielsen Golf & Events i Malaga. Mit forløb blev dog afkortet, grundet corona, men da jeg kom hjem, begyndte jeg så at tage rundt og fotografere i de forskellige byer i Nordjylland, som jeg gerne ville vise frem, fortæller Frederik.

Projektet De Glemte Broer fortsætter nu arbejdet med at udvikle og formidle ruten langs Sæby Å, hvor ti broer binder skov, by og hav sammen – fra Sæbygaard Slot til havnen og med Frederik Tobar Karlsens bidrag, bliver de digitale spor også magiske.

Billederne bliver en del af formidlingen af De Glemte Broer og vil kunne opleves på projektets hjemmeside, hvor hver bro får sin egen fortælling og visuelle præsentation.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste