Sådan tiltrækker du zappende unge til netop din virksomhed
Frederikshavn Handelsskole og Erhvervshus Nord inviterer til foredrag med forfatter og fremtidsforsker i megatrends Anne-Marie Dahl. Hun sætter fokus på, hvordan virksomhederne tiltrækker og motiverer en zappende popstars-generation
Der bliver mangel på arbejdskraft i fremtiden – særligt den faglærte arbejdskraft. Helt præcis 99.000 i 2030, viser en fremskrivning fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Så hvordan får vores virksomheder fat i de unge og den kvalificerede arbejdskraft i fremtiden, for der bliver rift om den?
Det sætter Frederikshavn Handelsskole og Erhvervshus Nord fokus på tirsdag den 8. november, hvor de byder på et rundstykke og et foredrag med Anne-Marie Dahl, fremtidsforsker i megatrends og forfatter til bogen ”Popstars-generationen – nutidens unge, fremtidens arbejdskraft.”
På Frederikshavn Handelsskole uddannes der – foruden handelsgymnasiet HHX – unge på erhvervsuddannelser inden for handel, detail og kontor, der kan gå direkte ud i erhvervslivet og tage en elevplads og derefter et job.
- Vi er som lokal uddannelsesinstitution optaget af, at vi får uddannet kvalificeret arbejdskraft til vores virksomheder, og at der bliver skabt bro mellem vores elever og det lokale erhvervsliv, så de kan komme ud at få en elevplads og senere et job gerne lokalt. Vi håber derfor at kunne inspirere virksomhederne til, hvordan man fanger og fastholder nutidens unge, siger Brian Andersson, direktør Frederikshavn Handelsskole.
Hos Erhvervshus Nord er man optaget af at sikre de lokale virksomheder kvalificeret arbejdskraft, som er et vigtigt parameter for at opretholde sin konkurrenceevne og vækste.
- Uden unge, som på sigt kan blive børnefamilier, kan vi ikke få en positiv befolkningsudvikling i vores område. Hvert ungt par får i gennemsnittet 1,7 børn. Det vil sige, at to mennesker bliver til knap fire. Det resulterer i en større lokal arbejdsstyrke, så virksomhederne kan få kvalificerede medarbejdere. Derfor skal vi sammen arbejde for, at Frederikshavn Kommune bliver et sted, de unge i endnu højere grad vælger til, når de er færdige med deres uddannelse, siger Niels Bay Christensen, erhvervsdirektør hos Erhvervshus Nord.
Til foredraget vil Anne-Marie Dahl tale om unge, der gerne vil have jobbet, men nægter at arkivere. Unge, der ikke kan aflevere projekt, fordi de har et sygt kæledyr. Unge, der zapper videre, når det begynder at blive kedeligt. Historierne rundt omkring fra uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser tegner et billede af en generation, der vil det hele, men ikke hvad som helst. Popstars-generationen er opvokset i en individualistisk tid med ufattelig mange drømmebilleder i medierne og et overflødighedshorn af muligheder og valg omkring forbrug, rejser og tv-kanaler. Hvordan motiverer vi en krævende, selviscenesat, zappende popstars-generation, der måske indimellem også bliver blæst af alle de valg?
Arrangementet er gratis for det lokale erhvervsliv, men man skal gerne tilmelde sig.