Billede beskrivelse

Rikke har en mission

16. august 2024 kl. 06.00

SÆBY: Rikke Stjerne Møller er fiskerkone, madnørd og har en mission. 

Hun vil inspirere os til at spise mere fisk og gerne alternative arter. Derfor har hun netop skrevet og udgivet en kogebog med titlen ’Havet som spisekammer’. Den rummer knap 100 af hendes egne opskrifter.

- Vi mangler fantasi, når det drejer sig om fisk. For mange er fisk bare sild, torsk og rødspætter. Det kan de fleste lide. Det er en skam, for der er så mange spændende fiskearter, og jeg vil gerne være med til at inspirere folk til at få mange forskellige fisk og skaldyr ind i hverdagen, siger hun. 

Billede beskrivelse

Rikke Stjerne Møller er født og opvokset på Læsø med havet som nærmeste nabo. De seneste 17 år har hun boet i Sæby med sin mand, der er fisker.

- Jeg har altid været glad for at lave mad, og med en far og en mand, der begge er fiskere, har jeg altid haft let adgang til alt godt fra havet. Jeg har på den måde kunnet eksperimentere, uden at det har kostet en formue. Sammen med min mand har vi også de senere år lavet events på havnene i Sæby, Strandby og Aarhus, hvor vi har tilberedt fisk i et forsøg på at få folk til at interessere sig mere for fisk. Mange ved ikke, hvordan de skal gå til råvaren, mens andre synes, det er for dyrt, så der er forskellige barrierer. Fisk koster en del, og så gælder det jo om at få mest muligt ud af dem. Det gælder også jomfruhummer, der ligger i den dyre ende. Her kan man bruge skallerne til at koge bisque på, og så kan man ud af et kg hummer nemt få mad til 10 personer. Så er det pludselig ikke så dyrt mere. Man behøver heller ikke hver gang vælge fiske i den dyre ende. Der er mange fisk, der er lige så gode, men langt billigere. I øjeblikket er der mange fjæsinger langs vore kyster. Dem er vi måske lidt bange for, men det er en fantastisk spisefisk. De fleste ved bare ikke, hvordan de skal gå til det, men det kan jo ikke passe, at det bare er torsk og rødspætter, vi skal spise. Der er så mange forskellige fisk, og jeg har altid gerne villet prøve noget af alt det andet, vi henter op fra havet. Jeg er nysgerrig efter at prøve det nye.

Billede beskrivelse

Medvirket i Masterchef

- Det var en sjov oplevelse. Jeg havde jo nok en idé om, at jeg kunne finde ud af at lave mad, men da der så i TV stod tre kendte kokke og roste mig, fandt jeg ud af, at der måske var lidt om det, siger hun, der hele tiden eksperimenterer og laver nye retter. 

Opskrifterne lægger hun op på sin blog.

- Det er sjovt at have en blok, men for mig som grafiker har det været skønt at sætte en bog op. Jeg bestemte på forhånd, at det skulle være en ordentlig bog og en, som folk havde lyst til at have liggende. Jeg har lagt vægt på, at der skal være smukke billeder i den. Vi spiser jo også med øjnene. Bogen er faktisk mere end en kogebog, for jeg har i bogen forsøgt at beskrive fiskeriet fra vores vinkel, altså fiskernes. Fiskeriet beskrives ofte meget negativt i mediebilledet. Det er bare ikke altid så sort/hvidt, som det bliver beskrevet. Jeg har ikke lavet et glansbillede af fiskeriet, men ladet nogle af dem, der har fiskeriet helt tæt inde på kroppen, komme til orde. Jeg har forsøgt at give et realistisk billede af erhvervet.

Billede beskrivelse

Det specielle liv som fiskerfamilie

- For mig er livet omkring havnen helt unikt med et stærkt sammenhold. Vi er mange, der har fået det med fra barnsben og fået en masse skønne oplevelser ud af det. Det er nogle af de historier, jeg har forsøgt at få med i bogen. Det er jo et helt specielt liv, vi fører som fiskerfamilie. Min mand tager som regel på havet søndag og kommer hjem fredag. Man vænner sig til det særlige familieliv, hvor man er meget alene hjemme. Selv om jeg er alene, gør jeg altid noget ud af maden. Det visuelle betyder meget, så jeg anretter min mad på samme måde, som jeg gør i mine opskrifter.

Arbejder ud fra fornemmelser

- Når jeg laver nye rette, går det meget på fornemmelser, og hvad jeg tror, der smager godt. Jeg skriver ikke ned undervejs, hvor mange gram jeg bruger af de forskellige ingredienser. Det må jeg så gøre bagefter. Det er det svære, for jeg arbejder ud fra fornemmelser, men det kan man jo ikke bruge i en opskrift. Det skal også være råvarer, det er muligt at få fat på. Jeg har dog brislinger med i et par opskrifter, og de er nok svære at få fat på i en almindelig fiskehandel. Brislingen er en industrifisk, men kan sagtens spises. I Sydeuropa spiser man den i stor stil. Fiskehandleren køber ikke brislinger ind, hvis han ikke kan sælge dem, så hvis man ikke laver en efterspørgsel, så sker der ikke noget. Brislingen er fyldt med gode fedtsyrer og er en lækker spisefisk.

En særlig favoritfisk

- Min favoritfisk er skærisingen, og det er en temmelig billig fisk. Ikke så mange kender den, men jeg foretrækker den frem for en rødspætte. Jeg har min favorit men jeg kan spise alle fisk og skaldyr. Jeg kan dog godt blive træt af hummersuppe. Mange af de events, vi laver, er jo med hummere og hummersuppe, og især suppen har jeg efterhånden lidt svært ved at spise. Men ellers elsker jeg fisk, og det vil jeg gerne have flere til. Det håber jeg, at min kogebog kan medvirke til, siger Rikke Stjerne Møller, hvis bog er trykt hos Basistryk & Skilte ApS i Dronninglund på forlaget Nord-Press.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste