Billede beskrivelse

Rasmus fra Sæby er nomineret til Årets Frivillig

20. april 2026 kl. 19.01

SÆBY: Vores søstermedie Seriesports Håndbold Awards er i fuld gang. Afstemningen ruller, og det er skønt at se engagementet.

I disse dage præsenterer vi hvert enkelt nominerede i hver kategori. I dag er turen kommet til formand i Sæby HK, Rasmus Jensen, som er nomineret til Årets Frivillig.

- Jeg er både overrasket og meget stolt. Mest af alt er jeg taknemmelig. Det er jo ikke noget, man går og forventer, når man engagerer sig i en forening – man gør det, fordi man brænder for fællesskabet, siger Rasmus Jensen.

- Så at nogen har taget sig tid til at indstille mig, betyder rigtig meget.

Sæby HK fylder meget i formandens liv, og klubben har en stor plads i hjertet.

- Det handler om meget mere end håndbold – det er fællesskab, frivillighed og lokale kræfter for hele byen.

- Klubben er det sted, hvor børn, unge og voksne mødes på tværs af alder og baggrund, og hvor man lærer mere end bare sport. Man lærer ansvar, engagement og at være en del af noget større. Det er værdier, jeg virkelig tror på.

Anerkendelse af hele fællesskabet

Det var en hård sæson for Sæbys kvinder i 3. Division, som rykkede ned. Til gengæld endte 1. Divisionsholdet øverst i tabellen. Og selvom resultaterne og jagten på oprykninger er vigtige, så er det noget andet, som er bærende for seriesporten.

- Det bedste er nærheden og fællesskabet. Det handler om kammeratskab og glæden ved at spille håndbold sammen. Seriesporten giver mig en følelse af at bidrage til noget lokalt og meningsfuldt, hvor alle har en rolle, og hvor indsatsen fra frivillige er helt afgørende.

Prisen som Årets Frivillig vil være en stor personlig anerkendelse for Rasmus Jensen, men han vil ikke være alene om at sole sig i prisen, hvis den skulle gå til ham.

- Mest af alt vil jeg se det som en anerkendelse af hele Sæby HK og de mange frivillige, der hver dag lægger tid og energi i klubben.

- Prisen vil være et skulderklap til det fællesskab, vi har bygget op sammen – og en motivation til at fortsætte arbejdet med at udvikle klubben og engagere endnu flere.

Afgiv din stemme, på Rasmus eller andre, herunder. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste