Piger kæmper med stor fornøjelse

I Skagen Judoklub har tre piger fundet deres styrke og de elsker at kæmpe med andre

27. marts 2019 kl. 08.39

De har masser af mod og er ikke bange for at tage fat og kaste rundt med hinanden. Freja Arp og Julie Findinge er 11 år og Raluca Amza er 14 år og vi møder dem i træningslokalet sammen med de andre kæmpere i Skagen Judoklub for at høre, hvad der får tre piger til at dyrke kampsport og med stor entusiasme deltager i stævner med deres sport. Når man sådan ser dem træne er de koncentrerede, men de smiler også indimellem.

- Det er sjovt og vi lærer hele tiden noget nyt, fortæller Julie Findinge, som har dyrket judo i 3,5 år.

De synes også, det er godt at kunne forsvare sig selv.

Et er at kæmpe og vinde et hav af medaljer. Noget andet er, at man får mange venner rundt om i Nordjylland.

Det har Raluca Amza oplevet. Hun er født i Rumænien og kom til Skagen som otte - årig sammen med sine forældre.

- Jeg har fået venner både her og i judoklubben i Ørsø, der ligger i nærheden af Brønderslev, fortæller Raluca Amza.

- At dyrke judo giver mig en masse, og jeg kan virkelig godt lide min sport, siger hun med et stort smil inden træningen går i gang.

De nordjyske klubber mødes både og kæmper mod hinanden og så følges de også ad til stævner i fælles busser indimellem. De er både konkurrenter og kammerater med de andre kæmpere.

Freja Arp har som de andre en bog, hvor deres deltagelse i stævner fremgår og man kan se, at hun gerne tager med ud og kæmper for sig selv og hendes klub. Hun havde egentlig tænkt på at gå til karate, men da der ikke er en karateklub i Skagen kom hun med i judoklubben, som i øvrigt netop har fejret 50 års jubilæum.

Judo er en japansk kampsport, og vi kan fra sidelinjen se alle kæmperne i klubben, unge som gamle, mænd som kvinder, optræde med værdighed. Også selvom de virkelig går til den inde på madrassen. De bytter modstandere og pludselig er en af pigerne smidt i gulvet af en af de mere garvede voksne.

Lige efter får de forklaret, hvad der skete, og hvordan de hele tiden kan blive bedre. I Judo anerkendes fremgang i færdigheder, og har man en gang opnået en graduering (som ses på dragtens bælte) er det ikke muligt at miste den igen. Det forklarer de to mødre, som følger med i aftenens træning.

Afslutningsvis kan nævnes, at man fra de voksne judokæmperes side er god til at vise anerkendelse for de unge piger (og drenge) fine resultater ved at give den lokale ugeavis besked. Således skrev formanden Gitte Munk for Skagen Judoklub til os, som hun ofte gør:

Lørdag 16. marts blev Vendelboturnerings sidste stævne afholdt af Brønderslev, Kauri / Ørsø Judo klub med cirka 70 deltager.

Skagen Judoklub deltog med følgende kæmper Freja Arp, Raluca Amza, Mikkel Strauss og Lasse Strauss.

Raluca fik en flot Bronze medalje med hjem, da hun blev nr. 3 i mix gruppen. Hvor hun vandt to kampe og tabte to kampe. Den først kamp, overraskede hun sin modstander, og fik en rent kast ind på ham.

Raluca og Freja kæmpede i mix grupper, da der ikke var så mange piger i disse vægt grupper, blev de slået sammen med drengene.

Freja blev nr. 3 i hendes vægtklasse, med to kampe som hun desværre begge tabte.

Mikkel var med ude at kæmpe for første gang, han fik to kampe som han desværre begge tabte. Det var nogle gode kampe, hvor der blev gået til den.

Lasse havde ligeledes to kampe i hans vægtklasse, her vandt han en kamp og tabte en kamp. Der blev gået til den, og med lidt mere teknik kunne han have vundet begge kampe.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste