Per har haft et liv med fodbold, håndbold, floorball og futsal
FREDERIKSHAVN: Danmarks flittigste fodbold- og håndbolddommer hedder Per Christensen og bor i Frederikshavn. For nylig rundede han kamp nr. 10.000, og det i en alder af kun 58 år, så de næste 10.000 må vel være inden for rækkevidde.
Interessen for fodbold har Per Christensen haft fra barnsben, men der blev for alvor tændt ild under ham, da han som 12-årig var på Frederikshavn Stadion og så Brøndby vinde 5-0 over FfI i 2. division. Dagen efter meldte han sig ind i Brøndby.
- Fra den dag har jeg set alle de fodboldkampe, jeg kunne komme til. Jeg har tre hold, jeg følger tæt, nemlig det danske herrelandshold, Brøndby og Nottingham Forest. Jeg har set tusindvis af fodboldkampe i 37 lande gennem årene. Jeg kunne finde på at tage nattoget til København lørdag aften, så kunne jeg nå at se fire fodboldkampe om søndagen, inden jeg skulle med nattoget tilbage til Frederikshavn for at møde på arbejde mandag morgen, siger Per Christensen, der arbejder som pædagogmedhjælper.
Ved VM-slutrunden i Spanien i 1982 var der dansk dommer i nogle af kampene, nemlig Henning Lund fra Brabrand. Det blev Per Christensen så fascineret af, at han besluttede også at blive fodbolddommer, når han blev voksen. Det blev han så i 1990 og fra 1996 også håndbolddommer. Den gang overlappede fodbold- og håndboldsæsonen kun med 14 dage, så det var oplagt at dømme begge sportsgrene.
Med dommergerningen tog også rejseriet fart. Det var kontant afregning fra klubberne, når han dømte, og de penge røg i en krukke, som så finansierede Per Christensens rejser til landsholdets og Brøndbys internationale kampe samt nogle kampe med Nottingham Forest.
Fascinationen af at se fodboldkampe blev krydret med autografjagt. Per Christensen har samlet over 30.000 autografer fra sportsstjerner og enkelte andre kendte. Klenodiet i samlingen er et holdbillede af Bologna FCs mesterhold fra 1964 med samtlige underskrifter på bagsiden, inklusive Harald Nielsens. Det billede er Per Christensen blevet budt 64.000 euro for, men det er ikke til salg.
- Jeg dømmer alle de kampe, der byder sig, uanset om det er børnefodbold, seriefodbold eller ligakampe. Fodbold er fascinerende på alle niveauer, så jeg er ude at dømme fodbold eller håndbold næsten hver dag. Jeg tror også det giver noget til især de helt unge spillere, at der er en rigtig dommer på kampen – så er det mere seriøst. Dommerdragten giver respekt, mener Per Christensen.
Respekt har han nu aldrig haft problemer med at opnå. På banen er han hård, men retfærdig og slår konsekvent ned på brokkeri og dårlig opførsel. Det førte en gang til, at han satte danmarksrekord ved at uddele 64 røde kort på en enkelt sæson, hvilket gav Per Christensen tilnavnet ”Den røde baron.”
- Det hænder, når jeg sidder i omklædningsrummet inden kampen og vinduet står åbent, at jeg kan høre træneren inde ved siden af sige til sit hold: Det er baronen der dømmer, så I har bare af at holde mund og opføre jer pænt! Og det gør jo mit arbejde som dommer meget lettere, siger Per Christensen.
På spørgsmålet om, hvad han så laver i sin fritid, svarer Per Christensen uden tøven: Der dømmer jeg floorball og futsal!