Pape præmieret for en isnende indsats
SÆBY: En flyvende Kristian Pape i fuld fart hen over isen.
Lige inden start udskiftede han de sikre trailsko med godt greb med et par lette racesko, hvor han fastmonterede sine særligt indkøbte pigge, for han var kommet til Frozen Lake Marathon med en mission.
Han ville vinde. Og det gjorde han.
Årets A mål var at overtage 1. pladsen og slå banerekorden til Frozen Lake Marathon i Norge og kulminationen på foretagendet indtraf, da Kristian ved målstregen kunne konstatere, at han ikke blot var blevet nr. 1.
- Så kom Danmark på landkortet, ved at jeg smadrede banerekorden med 9 minutter og 20 sekunder, udtaler en meget tilfreds Pape.
Kristian havde visualiseret dette mål, og der hersker ingen tvivl om, at han har ræssoneret over, hvordan han kunne gøre det bedre til dette isløb.
Til Sea-Ice Marathon i Luleå i februar, blev Kristian nr. 2, en placering, man kun kan være bragende stolt af, og det var Kristian også, men han mente dog, at han godt kunne optimere sin indsats og derfor analyserede han både sin egen indsats og sine modstanderes.
- Mit mantra var, at det kunne godt være, at jeg ikke vandt, men så ville ham fra Sverige i hvert fald heller ikke, fortæller Kristian med et smil på læben.
Kristian havde et opgør, som kun han kendte til, hvor ham som snuppede 1. pladsen til Kristians første isløb, ikke skulle have lov at vinde igen.
- Han havde i hvert fald gjort mig sulten. Jeg kunne matche ham i mit første isløb, og han har mange år på bagen, så jeg satsede på, at jeg kunne matche ham bedre efter første løb, hvor jeg fandt ud af, hvad der ventede mig, blandt andet, at man ikke har power til sidst på grund af kulde, fortæller Kristian.
Der var 30 nationaliteter, som deltog i Frozen Lake Marathon, fordelt på både halv og hel marathon og omtrent 300 deltagere i alt.
Solen skinnede og reflekterede i isen, som denne gang var ru og ujævn, som en isglat grusvej, så det var utroligt svært stå fast, og man kunne nemt vride om på grund af ujævnheder. Dagen forinden havde Kristian været nede og tjekke isen flere gange, for at forberede sig så godt som muligt. Han vidste, at det ville blive et risikabelt løb, hvor der var risiko for at falde, ved den mindste uopmærksomhed, og for at øge sikkerheden, valgte Kristian at tape begge sine ankler op.
- Luleå var jo rent og skært et test- og læringsløb for at forbedre mig så meget som muligt til Frozen Lake Marathon, og det må man sige virkede. Jeg kunne jo forberede mig på de problemer, der kan opstå ved at løbe i kulde og på is.
Ruten var et loop på 21.1 km, som for Kristians vedkommende skulle tilbagelægges to gange. Han kunne vælge den sikre vej – at ligge sig i læ, eller styrte af sted af alt, hvad remmer og tøj kunne holde. Og hvis man kender Kristian, så er man ikke i tvivl om, hvilken strategi, han ville vælge.
- Jeg er vild med risiko, så jeg lagde fra land i så hårdt et tempo, at ingen ville kunne følge med. Jeg vidste, at det ville blive hårdt, men det var min chance, for tage den banerekord, uden at hjælpe nogle konkurrenter med at få en nem tid, ved at ligge i læ, så det blev 42.2 km solorun. Jeg var klar over, at det ville blive mentalt hårdt at være alene på isen ude i vinden, men jeg var forberedt på det, så det var bare fuldt fokus hele vejen og holde øje med hvert et skridt, for ikke at vride om, eller falde på isen.
Planen lykkedes, og sejren var sikker, for Kristian kom ind i en tid på 2:50:09 med lige under 17 minutter ned til nr. 2.
- Jeg havde forberedt mig på alle tænkelige scenarier, for jeg vidste, at forberedelserne ville være nøglen til succes, smiler Kristian.
Kristian er ikke bleg for at tage en udfordring op, men hvad der venter forude, ved han endnu ikke.
- Jeg ved ikke lige, hvad næste mål er endnu, for årets mål var at slå banerekorden (til Frozen Lake Marathon), og at gøre det OG vinde så stort, det er det fedeste! afslutter Kristian Pape.
- Jeg valgte så også lige at løbe i shorts denne gang, for vi er jo i april, og der løber man ikke i lange bukser, tilføjer Kristian leende.