Oli Kecmans hjerte banker for håndbold - her som træner for FfI's U15-piger. <i>Foto: Hans Sejlund</i>
Mennesker

Oliveras håndboldklub gik konkurs: - Jeg har aldrig følt mig så fortabt

22. september 2022 kl. 13:50

- Der har været mange udfordringer i mit liv. Jeg forlod mit hjemland Serbien, den gang en del af Jugoslavien, som 18-årig for at spille professionel håndbold i Tyskland. Året efter brød borgerkrigen ud, og min familie var midt i den. Men den største kolbøtte og der, hvor jeg har følt mig mest fortabt og alene, var da Vendsyssel Håndbold gik konkurs, og jeg fra den ene dag til den anden var uden job og indtjening, fortæller Olivera Kecman.

Hun kom til Frederikshavn første gang i 1996 som hårdskydende venstrehåndet back, hentet hertil fra Bayer Leverkusen. Oli, som hendes kælenavn blev, var en af de første udlændinge i dansk kvindehåndbold. Hun spillede sammen med Helle Kjærsgaard, Bente Thomsen og mange andre topspillere. Det var det år, håndboldkvinderne vandt OL-guld.

Oli Kecman har fået sin firmareklame op i Idrætshallen, hvor hun har tilbragt så mange gode timer med harpiks på fingrene. <i>Foto: Hans Sejlund</i>

Fem år senere var eventyret imidlertid slut for Oli. Sammenlægningen af håndboldklubberne i Frederikshavn og Lyngså med etablering af den professionelle afdeling, Fox Team Nord, var ikke vellykket. Flere spillere valgte at stoppe eller flytte til andre klubber, og Oli Kecman fik et tilbud fra Sønderjyske, som hun sagde ja til. Her var hun senere cheftræner og sportschef gennem 15 år.

- Tiden i Frederikshavn var de bedste fem år af mit håndboldliv. Jeg faldt virkelig godt til i byen og i klubben. Det danske klubliv er noget helt særligt og efter min mening selve grundlaget for de store sportslige succeser, Danmark præsterer i mange idrætsgrene. Når jeg siden med Sønderjyske skulle spille i Frederikshavn, og bussen kørte ind i byen sydfra, havde jeg altid en følelse af at komme hjem, siger Oli Kecman.

Det var derfor en meget glad håndboldtræner, der 1. juni sidste år tiltrådte en fireårig kontrakt som sportschef i Vendsyssel Håndbold. Nu var Oli Kecman endelig kommet hjem til Frederikshavn. Fra Sønderjylland medbragte hun sin mand, Torben, og sin yngste datter, mens den ældste datter blev boende i Kolding for at gøre gymnasiet færdig. Familien købte hus, og alt var godt. Syv måneder senere var klubben konkurs, og Oli Kecman var arbejdsløs.

- Det var et chok. Vi havde trænet lørdag formiddag, for vi skulle spille i Rødovre om søndagen. Lørdag aften ringede formanden og spurgte, om han måtte komme forbi til en kop kaffe. Her fortalte han, at klubben var konkurs. Jeg har aldrig følt mig så fortabt. Håndbolden er jo min store passion, og jeg havde rykket familien op med rod for at starte en ny tilværelse her i Frederikshavn, siger Oli Kecman.

Stiftet rengøringsfirma

Det var et hårdt slag, men Oli Kecman gik ikke i sort. Håndboldpassionen kunne fortsat leves ud som træner i moderklubben FfI, men ikke på en professionel kontrakt. Hun skulle finde noget andet at leve af, og her havde Oli Kecman været forudseende. Allerede da hun skiftede fra at være spiller til at være træner, som kan være et meget usikkert job, havde hun etableret et rengøringsfirma i Sønderjylland, som hun drev ved siden af trænergerningen. Det blev løsningen igen efter Vendsyssel Håndbold.

- Jeg har startet et nyt firma her i Frederikshavn sammen med min mand, der er elektriker. Vi tilbyder erhvervsrengøring og ejendomsservice, både hver for sig og som en samlet pakke. Firmaet hedder TKK Rengøring, hvor TKK er min mands forbogstaver, Torben Kruhl Kecman. Vi oplever, at kunderne er glade for at have et rengøringsfirma, hvor der samtidig er en dygtig håndværker, som kan løse eventuelle problemer med bygningens installationer, siger Oli Kecman og fortsætter:

- Jeg ved, at mange frederikshavnere kender mig som håndboldspiller, men jeg vil gerne vise, at jeg kan så meget andet. Jeg har i 15 år været erhvervskvinde i Sønderjylland og glæder mig nu til at drive min virksomhed her i byen. Og så vil jeg gerne bidrage i FfI og give noget tilbage for alle de positive oplevelser, jeg har haft i klubben.

Annonceret indhold

Nyeste