Billede beskrivelse

Ole lukker CD-Baren, men først om lidt

14. januar 2025 kl. 06.02

FREDERIKSHAVN: Pensionsalderen var nået, synet begyndte at svigte, og tiden var løbet fra produktet. En ære var forbi, og derfor besluttede Ole Wittrup efter 28 år som indehaver af CD-Baren at lukke butikken.

Det skete kort før jul, ophørsudsalget blev startet – alle CD’er sælges for 15 kr. stykket, og ophøret var planlagt til januar. Men nu har Ole Wittrup besluttet alligevel at holde åbent et par måneder mere, så endnu flere kunder kan nå at få fat i den eller de CD’er, som de længe har ønsket at eje.

Ole Wittrup er uddannet hos Radiomontøren, hvor han arbejdede i 15 år, inden han åbnede sin egen pladeforretning. Hans styrke var en stor viden om musik, som har interesseret Ole Wittrup, siden han var teenager. Før Google var det Ole, man spurgte, hvis man var i tvivl om noget med musik. Det gør man stadig, hvis Google må give fortabt.

CD-Barens absolutte stjernestund var, da Allan Olsen udgav albummet ”Jøwt” 2013. Olsen havde fået den idé, at albummet på udgivelsesdagen kun måtte sælges i CD-Baren og derefter kun i Spar købmandsbutikker nord for Limfjorden. Allan Olsen var i CD-Baren på udgivelsesdagen for at signere CD’er, og han havde også en ekstra kasse CD’er med. Der var kø langt hen ad Søndergade, og Ole Wittrup solgte hele 440 CD’er den dag. Den bedste dag i butikkens historie. Og fordi begge deres fædre var postbude, fik Ole Wittrup eneret på at sælge ”Jøwt” pr. postordre til hele landet – i alt blev det til 2500 eksemplarer.

For CD-Baren og lignende pladeforretninger har det været en lang nedtur. Først skummede supermarkederne fløden ved at sælge de mest populære CD’er, siden ødelagte piratkopiering markedet, og nu er det helt overtaget af streamingtjenester. Der er kun musiknørder, der holder fast i vinyl og CD’er. Og dem er der altså ikke nok af, til at en butik som CD-Baren kan løbe rundt.

Men selv om der de senere år er drukket mere kaffe og snakket musik, end der er solgt CD’er i CD-Baren, har Ole Wittrup ikke oplevet det som en personlig nedtur. 

Det har været en uafvendelig udvikling, så han har hygget sig med butikken og indrettet økonomien efter det vigende salg. Dog har han hele tiden vidst, at der var en udløbsdato. Den er så kommet nu, eller rettere sagt om et par måneder, når det er helt slut.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste