Billede beskrivelse

Nye dimittender fra Martec Skagen

Inden jul var der eksamensafslutning på skolen i Skagen

28. december 2018 kl. 07.00

SKAGEN: Fredag 21. december blev der holdt eksamensafslutning på Martec Skagen.

- Vi kunne ønske stort tillykke til 18 dimittender. Vi meget stolte over, at så mange ønsker en uddannelse på toppen af Danmark. Her er masser af hav, så her føler man sig hjemme, og det styrker ”Det blå Danmark”, lyder det fra skolen.

Her et uddrag af forstanderens tale til dimittenderne:

Et stort og hjerteligt tillykke til alle i som sidder på stolene og tillykke til jeres pårørende.

I dag begynder vi at gå mod lysere tider, det samme håber jeg for jer.

Jeg er dog sikker på, at I har haft en del lyse timer i den tid i har gået på skolen, og om ikke andet er I blevet oplyst.

Nu skal I tilbage til virkeligheden og ud og bruge jeres nye beføjelser, det har I glædet jer til, men sikkert også været en lille smule bekymrede for.

Hvad skal jeg nu, er der arbejde og hvilket arbejde, der er mange spørgsmål der trænger sig på. Men tag det roligt, det er næsten som med skolen, hvis man vil og yder en indsats, så kommer der mange gode oplevelser ud af livet.

Vi er stolte af jer, der sidder på stolene i dag. I repræsenterer alle de navigatøruddannelser, der findes.

Det er vi faktisk alene om at kunne levere i Skagen. Vi vil være stolte af, at Skagen Skipperskole bliver skolen man vælger, uanset hvilke navigatøruddannelse man har brug for og har lyst til at give sig i kast med.

Tiden går stærkt og vi forandrer os hele tiden som mennesker. Der kommer nye udfordringer, og derfor er det også vigtigt, at man kan vende tilbage til skolen og bygge videre på de kompetencer man allerede har.

Derfor er det også et aktiv for skolen, at vi får erfarne styrmænd og skippere ind på f. eks Sætteskipper og skibsføreruddannelserne, det giver en fantastisk mulighed for at være ajour med erhvervet.

Husk I skal ud i et lederjob, et job hvor i har ansvaret ikke bare for store værdier, som skib og ladning, men også for andres menneskers liv og levned. Derfor håber jeg også, at skolen har været en modningsproces, hvor I kan se at ansvar er vigtigt, at det er vigtigt at kunne samarbejde og ikke mindst være en del af et team.

Der er brug for jer i et internationalt erhverv og en af de ting, der skal sælge danske navigatører, er at teorien er i orden, men mest af alt, at man kan tænke selv og aktivt være med til at skabe en god og sikker arbejdsplads.

Opfør jer professionelt også selv om resten af verden er amatører, det giver respekt i det lange løb og vi kan alle være stolte hvis danske søfolk bliver anerkendt som dygtige og professionelle.

Det har jeg en tro på, at jeres uddannelse har sat jer i stand til.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste