Ny jubilæumsbog er på gaden
SÆBY: Stort set alle der havde bidraget med indhold til Sæbys 500-års jubilæumsbog, var på grundlovsdagen samlet i Café Mathilde for at overvære lanceringen af den nye bog.
Det var ikke uden stolthed Per Østergaard, fra den humanitære organisation Ridder Woof, ved bogreceptionen kunne præsentere jubilæumsbogen, ”Sæby 1524-2024”.
Ideen opstod da Per Østergaard i vinter tilfældigt kom i besiddelse af Sæbys 400-års jubilæumsskrift med redaktør Anton Jakobsen som redaktør.
Det 100 år gamle hæfte i A5-format gemte på mange interessante historier om byens borgere og forretningsdrivende, så selvfølgelig skulle der udgives en toer til 500-års jubilæet.
Tro mod formatet har redaktør Østergaard fået udgivet en nydelig og informativ jubilæumsbog på 124 let læselige sider.
Den nye bog rækker tilbage til det 100 år gamle skrift og træder samtidig ind i fremtiden ved brug af interaktive medier, hvor læserne kan få bogens afsnit uddybet ved at scanne QR-koderne med smartphone, tablet eller ses på www.saeby-500aar.dk
I arrangementskalenderen bliver QR-koderne opdateret fra foromtalen inden arrangementet til billedoptagelser under arrangementet. Det er medlemmerne af den lokale fotoklub, foto9300 der har påtaget sig opgaven at forevige arrangementerne.
Ud over historiske rids over byens udvikling fra 1524, indeholder bogen et større afsnit under overskriften:
”De som formede byen”
I gennem de seneste 50 år har en række erhvervsfolk, fra lokale entreprenører til visionære ledere, været et imponerende netværk af virksomheder og initiativer der har formet byens identitet og økonomi.
Fra de ydmyge iværksættere til udvikling til moderne virksomheder repræsenterer disse erhvervsfolk ikke blot drivkraften bag Sæbys økonomiske fremgang, men også sjælen og ånden i lokalsamfundet.
Flere af de nulevende personligheder har skrevet små beretninger om deres professionelle virke Således har følgende stillet sig til rådighed med hver deres historier: Leif Stiholt, Henrik Hougaard, Rode Andreasen, Julius Arenfeldt, Inge Andersen, Margit Thomsen og Birgit S. Hansen.
Redaktør Per Østergaard har fået fagligt modspil af et redaktionsudvalg, bestående af Else Marie Hinge og Lars-Henrik Hyttel. Click Sæby har sørget for opsætning og dronefotos.
Der tages et blik ind i fremtiden ved, at to af bogens billeder er genereret ved hjælp af AI-kunstig intelligens.
De historiske billeder er stillet til rådighed af Nordjyllands Kystmuseum, der også har trykt bogen i 1.000 eksemplarer.
Prisen for en nummeret bog er 50 kroner. Der udtrækkes præmier på bogens numre på jubilæumsdagen den 10. august.
Hele overskuddet ved salg af bogen og små jubilæumsbrocher går ubeskåret til Ridder Woof, der donerer midler til projekter blandt socialt udsatte børn og unge der primært er bosiddende i den tidligere Sæby Kommune.
For at holde prisen nede og der samtidig kan genereres et overskud til velgørende formål, er jubilæumsbogen delvis finansieret med annoncer fra 41 lokale virksomheder og butikker. Bogen vil nu blive lagt frem til salg hos annoncørerne.
Ud over bogen er der fremstillet en lille jubilæumsbroche der sælges hos Café Mathilde og Meny Sæby, ligeledes for 50 kroner.
Bogen er et godt opslagsværk og en dokumentation af Sæbys 500-årige historie.