Henrik Christensen skal lede afdelingen i Skagen.
Mennesker

Ny afdelingsdirektør i Spar Nord Skagen

Henrik Christensen tiltræder i dag 1. februar. Han kommer fra Jyske Bank i Frederikshavn

01. februar 2020 kl. 13:00

Spar Nord Skagen har hentet Henrik Christensen til stillingen som ny afdelingsdirektør. Her kommer han fremover til at lede afdelingens 9 medarbejdere og stå i spidsen for den daglige drift af banken i tæt samarbejde med blandt andet afdelingerne i Frederikshavn og Sæby. Henrik Christensens bor privat i Frederikshavn.

Henrik Christensen (53) tiltræder pr. 1. februar som ny afdelingsdirektør i Spar Nord Skagen, hvor han fremover skal medvirke til at styrke bankens markedsposition i det nordjyske.

Med sig har Henrik mere end 34 års erfaring fra den finansielle sektor, senest har han siddet som afdelingsdirektør i Jyske Bank i Frederikshavn og Skagen Privat, hvor han har været ansat siden 2006. Han er derfor et velkendt ansigt i det nordjyske og bidrager med en stærk profil i det fortsatte arbejde med at styrke bankens markedsposition.

- Jeg ser frem til at blive en del af Spar Nord Skagen. Særligt det, at jeg med min baggrund kan medvirke til at skabe en endnu stærkere forretning og udgangspunkt for at vækste i det nordjyske, glæder jeg mig til at få bevist, ligesom jeg glæder mig til at kunne sikre bankens fortsatte involvering i lokalområdet mange år frem, fortæller Henrik Christensen.

- Både Skagen og Frederikshavn kæmper med nogle af de samme problemstillinger, men begge byer har enormt meget at byde på, og det glæder jeg mig til at være med til at støtte op om gennem vores involvering i erhvervslivet og det lokale foreningsliv. Samtidig giver Spar Nords decentrale struktur mulighed for stor medbestemmelse lokalt, og derfor ser jeg også et stort potentiale i at fortsætte udviklingen i Skagen.

Privat bor Henrik i Frederikshavn med sin kone og parrets børn samt deres 16 måneder gamle schæferhund. Fritiden bruges blandt andet på børnenes mange fritidsaktiviteter, men Henrik har også en svaghed for amerikanerbiler, der har ført til at han for 3 år siden investerede i en ældre Ford Mustang. Derudover bruges en del af tiden også på landevejene på hans motorcykel samt på lange gåture med familiens hund.

Annonceret indhold

Nyeste