Nu har Erik altid farverige fugle i haven
FREDERIKSHAVN: Det begyndte med en kedelig væg på naboens udhus, som afgrænsede Erik Holm Sørensens have på Glerupvej. Den trængte til maling, men Erik ville gerne have noget mere spændende at se på end en ensfarvet væg. Det måtte gerne være noget med fugle, for de har ornitologen Eriks helt store interesse.
Så var det, at Erik Holm Sørensen hørte om Curtis Hylton fra London. Street artist og ornitolog, som havde et samarbejde med Kirk Gallery i Aalborg. Erik tog chancen til et arrangement i galleriet og kom også til at tale med Curtis Hylton, der gerne ville male nogle fugle på væggen i Eriks have.
Sammen med gallerist Lene Kirk, der repræsenterer Hylton i Danmark, fik de lavet en aftale, og i maj måned i år dukkede Curtis Hylton så op på Glerupvej 8 i Frederikshavn.
I løbet af et par dage fik Curtis Hylton den kedelige væg vakt til live i form af en rød glente og to solsorte - fugle, som Erik Holm Sørensen også ofte kan se i levende live i og over sin have.
Projektet er en del af den folkelige bevægelse ”Grønne Nabofællesskaber”, der sidste år fik kongeparrets fællesskabspris, og Erik Holm Sørensen havde inviteret alle sine naboer til at overvære kunstværkets tilblivelse, hvilket mange benyttede sig af.
- Nabofællesskab handler om, hvad vi kan berige hinanden med. Hvad enten det er at lappe nabosønnens cykel eller skabe noget smukt for alle at kigge på, som i mit eksempel. Derfor er min have åben for alle, der har lyst til at se de flotte fugle. Man må gerne ringe i forvejen eller banke på, så giver jeg en kop kaffe, siger Erik Holm Sørensen.
I de uger, der er gået, siden kunstværket blev skabt, har Erik haft besøg af mange, både bekendte og folk, han ikke kendte, men kom til at kende. Og det har været en ekstra glæde oven i glæden over kunstværket.
- Det er ikke gratis at få lavet et stort flot maleri, og jeg har selv betalt kunstneren. Men jeg hverken drikker eller ryger og har heller ingen bil, så jeg havde penge til overs. Dem har jeg nu valgt at bruge på noget, der vil glæde mig og mange andre i mange år. Det har jeg det godt med, siger Erik Holm Sørensen.